Bjørne er det allermest uhyggelige, jeg ved. Glem edderkopper, byldepest og atombomber, bjørne er sindssygt skræmmende!

Det skyldes Akakabuto, den sindssyge monsterbjørn, der slagter hunde og mennesker til højre og venstre i 80’er-animeserien Hundehvalpen Silver.

Besættelse

Jeg stiftede bekendtskab med Akakabuto, da jeg som barn faldt over Hundehvalpen Silver 1 i min lokale videobiks i 1989.

Det blev begyndelsen på en besættelse, hvor jeg op til flere gange om måneden var forbi og låne del 1. Bånd 2 og 3 lejede jeg også ind i mellem (der var også en del 4, som jeg først mange år senere stiftede bekendtskab med), men del 1 var – og er – fremragende.

I skrædderstilling foran fjernsynet fik jeg gåsehud og åndenød, når Akakabuto viste sig.

Han var blevet skudt gennem det ene øje af farfar Gohei, hvilket havde ødelagt hans centralnervesystem.

Derfor går kæmpebjørnen ikke længere i hi, og det gør den sindssyg – og sindssygt farlig.

Den elsker at dræbe mennesker. Men allermest hader den farfar Gohei og hans fantastiske bjørnehund, Ricki, der er far til hundehvalpen Silver – for de er den største trussel mod ham.

Ledsaget af noget af det bedste musik til en tegnefilm nogensinde – dramatiske pauker, vrængende guitarer og masser af fuldfed synthesizerpondus – er kampene mellem bjørn og hund tænderskærende dramatisk.

Der bliver ikke lagt fingre imellem, og man kan – bør faktisk – diskutere, hvor børnevenlig serien er.

Jeg har den dag i dag stadig mareridt om dræberbjørne. Så traumatisk var den at se.

Som barn så jeg faktisk engang en bjørn i den skov, vi boede lige op ad.

De fleste vil nok vil påstå, at der ikke findes bjørne i de nordsjællandske skove, men jeg husker tydeligt den store, mørkebrune bjørn, jeg så forsvinde ind i skovbrynet. Grenen svirpede bag den, skovbundens blade og grene blev kvast under dens tunge krop.

Aldrig har jeg løbet så hurtigt hjem.

Blodigt børne-tv

Hundehvalpen Silver ser sin far blive slynget ud i en afgrundsdyb kløft af Akakabuto og formodes derfor død.

Silver, hans ejer Daisuke, og farfar Gohei overlever deres møde med bjørnen, men hundetræneren Gohei er blevet endnu mere forbistret på Akakabuto, så han sætter sig for at slå ham endeligt ihjel.

Han mangler dog en dygtig bjørnehund, så han snupper den lillebitte Silver og går systematisk i gang med at torturere ham.

Den lille hvalp bliver kun fodret med bjørnekød, så den kan vænne sig til smagen og duften, selv om det er barsk kost for en hvalp.

Siden skal den dykke efter sin mad, hvilket tvinger den til at lære at svømme og holde vejret.
Og så får den jævnligt tæsk med en stykke brænde, så den vænner sig til slag og skrammer.

Det er simpelthen hjerteskærende og uendeligt barsk – og som barn labbede jeg det i mig. Det var et fascinerende indblik i en rå kultur, hvor hund og menneske er dybt afhængige af hinanden, for at kunne dræbe de bjørne, der er til fare for begge arter.

Men igen et indhold, der ikke ligefrem er børnevenligt …

Afhængig af angsten

De fire bånd, der først udkom på VHS i 1989, havde nogle virkelig gode danske stemmer. Men da serien blev udgivet på DVD i 2006, var de nye danske stemmer ret irriterende – til gengæld var der omkring 100 minutters ekstramateriale. Det var oprindeligt blevet skåret fra, fordi det blev vurderet som alt for blodigt og voldsomt. DVD’en kommer også med de originale japanske stemmer, og det er den version, man bør se.

På et tidspunkt løber Silver væk hjemmefra, da han finder ud af, at der lever vilde hunde i bjergene. Ingen mennesker bestemmer over dem, og de har ét mål – at dræbe Akakabuto, fordi den har flænset så mange hunde ihjel.

Men for at kunne overmande Akakabuto og dens bjørnekompagnoner, må de samle de dygtigste og modigste hunde i hele Japan. Og det er en spændende færd, de drager ud på, før det endelige opgør mellem hunde og bjørne.

Selv om jeg stadig har mareridt om blodtørstige monsterbjørne, så kunne jeg dengang ikke lade være med at vende tilbage til Silver og bjørnene igen og igen.

Jeg blev afhængig af adrenalinrusen, som de uhyggelige bjørne gav mig. Men jeg blev også opfyldt af en brændende retfærdighedsfølelse og blev selv en lille smule mere modig, fordi Silver var så stærkt et forbillede.

Hundehvalpen Silver hedder på japansk Ginga: Nagareboshi Gin.

Den udkom i 1986 og var på 21 afsnit.

Oprindeligt var det en manga skabt af Yoshihiro Takahashi i 18 bind. Forfatteren læste, at der boede vilde hunde i bjergene i Japan, og det affødte ideen.

Siden er der lavet manga og anime om Silvers søn Weed, og også en manga om Silvers barnebarn Orion. De har dog ikke samme kvalitet som originalen, og animeen om Weed er måske endnu mere uegnet for børn.