KRIGEN, BØRNENE OG DET GRUSOMME I UGENS ANBEFALING

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Ildfluernes grav (1988)

Som barn elskede jeg Hundehvalpen Silver, animeen om en modig lille hundehvalp, der sammen med andre hunde kæmper mod dræberbjørne i de japanske bjerge.

Jeg opstøvede alt, der lugtede af anime og manga. Fik fotokopier af min venindes brevpapir med Hello Kitty, som hendes far havde købt til hende i Japan.

Ved et lykketræf så jeg Min nabo Totoro i tv. Det har været nogle år senere, jeg var i hvert fald teenager. Og jeg blev mindet om, hvor meget jeg elskede den japanske tegnestil. Nu havde jeg mulighed for selv at opsøge mere, og jeg slugte alt det Miyazaki, jeg kunne få fat på – jeg kunne ikke være i mig selv af begejstring, da Chihiro og heksene fik dansk biografpremiere 2003.

Chokerende anime

Men inden da havde jeg i dyre domme købt Isao Takahatas Ildfluernes grav på dvd online. På en eller anden måde havde jeg opsnuset, at den var fantastisk.

Jeg anede dog intet om historien. Jeg forventede at se en anime a la Miyazaki, med fantasi og eventyr, barnlig uskyld og sød eskapisme.

Det kom aldrig.

I stedet så jeg den måske allermest barske 2. Verdenskrigsfilm, jeg til dags dato har set.

Jeg var rystet. Fik det fysisk dårligt. Men var samtidig betaget af de smukke japanske landskaber. Og bagefter fuldstændigt opløst af gråd.

Ulykkelig præmis

Denne film afslører med det samme, at der ikke er nogen lykkelig slutning. For på en undergrundsstation i Japan ligger der flere børn. Også en ung dreng. Han er død. Han har været tigger, men sult og sygdom har taget livet af ham. Så slutningen er ikke lykkelig.

Og den unge drengs ånd fortæller nu sin historie.

Det er en historie om krig. Hvordan moren dør som følge af amerikanske bombeangreb mod Japan under 2. Verdenskrig. Og faren er et sted på den japanske flåde – lever han?

Seita, der kun er i starten af sine teenageår, må passe på sin lillesøster Setsuke, som er omkring fem år gammel.

I den første tid efter morens bortgang bor de hos en tante, men hun bliver hurtigt grådig og ond, fordrejet af krigens desperation. Hun vrisser ad dem, fordi hun er nødt til at brødføde dem, og hun sælger deres mors kimonoer, men beholder de fleste af pengene selv.

Så på et tidspunkt får Seita nok, tager sin søster på skuldrene, og de bosætter sig i en jordhule.

Skønhed i alvoren

Selv om mange af deres dage er fyldt med kulde, frygt og sult, så er der er også stor skønhed og masser af glæde.

Seita forstår at opmuntre den lille Setsuke, og filmens titel kommer af en scene, der i skønhed og sorg fremkalder gåsehud. Seita har fanget ildfluer, som han slipper løs i den lille jordhule. De beskidte og sultne børns glade ansigter bliver oplyst af de små, flyvende insekter. For en stund føles alt godt.

Men dagen efter går lille Setsuke tårevædet og begraver alle de små ildfluer, der er døde i løbet af natten.

Selv om Seita gør alt for at skaffe mad, så bliver Setsuke syg. Hun er fejlernæret, og får dårlig mave og udslet på kroppen. Lægen siger, hun bare skal have mere mad. Men gør ikke noget for at hjælpe med det problem.

Til sidst giver hendes lille krop efter. Og Seita gør selvfølgelig i stykker, fordi han ikke kunne redde sin lillesøster. Og fordi han ikke kunne få hjælp til at redde hende, men stod helt alene med ansvaret.

Takahata og Miyazaki

Der er mange kontraster i billedsiden – farven er brunlig og ensartet i de sønderbombede byer, men ude i naturen spejler himlen sig i søerne, mens træernes blade og blomsterne duver i vinden.

Fordi det er animeret, fremstor historien mere nøgtern. Stilen kunne godt ligne noget fra en mere hyggelig Miyazaki-film med de runde hoveder, de store øjne og de røde kinder.

Men Isao Takahata er da også partner med Hayao Miyazaki. De to dannede sammen Studio Ghibli i 1985 efter at have arbejdet sammen i flere år. Takahata lavede i 1968 The Little Norse Prince, så han var allerede en erfaren tegner og instruktør.

I 1988 udkom Ildfluernes grav – faktisk udkom den samme dag som en anden af Studio Ghiblis film, nemlig Miyazakis Min nabo Totoro. Og det var og er kendetegnende for det japanske animationsstudie, at de favner så bredt og stadig af så høj kvalitet.

(Det var et vildt år for anime, for i 1988 udkom også Akira).

Andre nævneværdige Takahata-titler er: Minder fra i går, Fortællingen om Prinsesse Kaguya og Pom Poko.

Men Ildfluernes grav er hans bedste film. Det er uden for diskussion. Og som sagt er det en af filmhistoriens bedste film om 2. Verdenskrig.