IZNOGOOD ER TILBAGE – EFTER 20 ÅR

Af alle mesteren Goscinnys mange påfund var storvesiren Iznogood måske det vittigste. For nok elsker vi Asterix og Goscinnys version af Lucky Luke, men den blanding af grovkornede visuelle gags og subtile, indviklede komplotter, der er kernen i serien om manden, der vil være kalif i stedet for kaliffen – den er uovertruffen. Han skabte den i 1962, sammen med tegneren Jean Tabary.

Det er 20 år siden, det sidste album kom på dansk, og man begyndte at mistænke, at det måske skyldtes, at serien bringer et humoristisk billede af det gamle Bagdad. Men det er heldigvis bare et spørgsmål om, at ingen udgiver troede på, at vi gad læse mere om Iznogood.

Så hvis der var en forbandelse, er den hævet nu: Forlaget Zoom, har taget Iznogood til nåde og udsendt en indbundet 144-siders bog med tre nye historier, der aldrig har været udsendt på dansk.  De er lavet i 1998-2004, længe efter Goscinnys død, hvor tegneren Tabary var efterladt alene på skansen – lidt som Uderzo, der blev alenefar for Asterix.

Tabary (der døde i 2011) var en fremragende tegner, men helt så god en manuskriptforfatter var han altså ikke, og selvom han kendte sine figurer indgående og elskede universet, er de nye historier ikke helt på højde med de gamle. Dels fordi Goscinny havde bedre tag i kombinationen af intriger og dialog, dels fordi Tabary har valgt at lave albumlange historier, i modsætning til de oprindelige, som variede i længde. Der er intet episk over denne serie, så der skal som regel ikke så mange sider til at afvikle plottet og levere en sjov pointe.

Men de nye album er bestemt værd at læse, og der er masser af sjove sekvenser og morsom dialog – oversat med gejst af Per Vadmand.

Hovedpersonerne er et aparte trekløver:

Den naive, intetanende og generelt ikke særligt kløgtige kalif Harun al Raptusch, den grotesk magtliderlige og konstant planlæggende storvesir Iznogood og hans klodsede, umulige hjælper Al Muliman. Plottet gentager sig selv konstant: Iznogood lægger en plan, Al Muliman forsøger at hjælpe, men forgæves, og planen mislykkes, som regel uden at kaliffen finder ud af, at den har været under opsejling.

Det lyder måske ikke af meget, som som alle geniale ideer, er den genialt enkel, og variationsmulighederne uendelige. Jeg læste den første gang i Lademanns albumserie Super Serien i 1972. Den var en åbenbaring – en fabelagtig blanding af avisstribernes humor og albumformatet – jeg grinede meget mere af Iznogood end af Vakse Viggo (undskyld, Franquin!) – og jeg nød at genlæse storvesirens vej mod den sikre katastrofe hver gang.

Det nye album har et fint forord den herboende franske tegner Thierry Capezzone – og er på alle måder en god udgivelse. Men jeg håber, forlaget også vil kaste sig over en genudgivelse af de klassiske historier, hvor Goscinny og Tabary arbejdede sammen.

Og så meddeler forlaget Zoom, at salget indtil videre er gået så godt, at der vil komme en ny Iznogood-udgivelse i juni!