Bibliotekernes streaming-tjeneste Filmstriben er god til at overraske med film, man ikke kender eller måske bare havde glemt. Og udvalget udvides og varieres konstant. Så det er altid værd at kigge ind på sitet og se, om de har fundet noget nyt.
Her er nu en rigtig god nyhed, hvis man er fan af gamle cowboyfilm. John Wayne-filmen Den Mystiske Prærieby er fra 1936, tre år før hans store gennembrud i John Fords Diligencen, Han havde allerede optrådt som helt i talrige små B-film, men det store publikum kendte ham ikke rigtigt endnu.
I en serie for firmaet Lone Star lavede han således en langt række billige westerns, som ikke desto mindre fungerer ret godt – de florerer alle i mange forskellige kopier på streaming og homevideo.
Men Den Mystiske Prærieby er lidt bedre end den serie. Dens budget er en anelse højere, og den nyder godt af at havde den legendariske seriefilm-producent Nat Levine ved roret. Hans firma Mascot Pictures var netop fusioneret og blevet til det senere så berømte Republic Pictures – en fusion, der dog endte galt for Levine, som blev kørt ud på et sidespor af den drevne Herbert Yates, der havde orkestreret fusionen til egen fordel.
Men Levines indflydelse på Republics produktion af kulørte action-film var enorm, og det ser man også i Den Mystiske Prærieby. John Wayne og Lane Chandler spillet to tidligere Pony Express-ryttere, der bliver snydt til at købe en diligence-rute uden fremtid – men som så deltager i et diligencevæddeløb for at vinde en anden og bedre rute.
Et simpelt plot med masser af muligheder for action, skyderi og vilde jagter. Og det leverer Nat Levine og hans instruktør Mack V. Wright til fulde. Filmen er ganske enkelt forrygende – mens også fyldt med sjove detaljer og et række pudsige figurer, der viser hvor nært beslægtet med folkekomedien, den klassiske cowboyfilm var.
John Wayne spiller endnu med en vis kejtethed – en naturlighed, om man vil, men med en meget klar tilstedeværelse – og det var netop film som denne, John Ford så og dermed vidste, at der i Wayne var en ægte stjerne.

Godt at Filmstriben finder den slags små perler frem. Desværre ikke så godt, at de har valgt at bringe den i en ret rædsom, dårligt koloreret kopi. Den er selvfølgelig ikke i farver oprindelig, og skal man farvelægge, skal det gøres nænsomt. Det er ikke tilfældet her, og jeg vil anbefale, at Filmstriben finder en bedre kopi i det oprindelige sort/hvid. Der er flere på markedet: min gamle VHS er fra distributøren Sinister Cinema, og den er meget smukkere end Filmstribens.
Og så ville det jo også være bedst, hvis Filmstriben angav den korrekte engelske titel, som er Winds of the Wasteland.
Den Mystiske Prærieby/Winds of the Wasteland
Instruktør: Mack V. Wright
Hovedroller: John Wayne, Lane Chandler, Phyllis Fraser, Douglas Cosgrive
Kan ses på Filmstriben.