John Williams udtalte for nylig, at når han har lavet musikken til Star Wars: Episode IX, så vil han ikke lave mere musik til det univers.

”J.J. Abrams forbereder Star Wars: Episode IX nu, og til næste år kommer jeg forhåbentligt til at lave musikken til ham. Det ser jeg frem til. Det vil afrunde serien på ni film, og det vil være mere end nok for mig,” har han sagt til NME.

Men han har ikke kunnet lade være. For nu viser det sig, at han alligevel skal lave mere Star Wars-musik!

Star Wars temapark

Det er jo ikke fordi, man kan tillade sig at være skuffet over, at han stopper med film nr. 9, når man tænker på, hvor mange fantastiske scores, han allerede har skrevet netop i Star Wars-regi – Main Title, Princess Leia’s Theme, The Imperial March, Duel of the Fates, Yoda’s Theme, Han Solo and the Princess for blot at nævne nogle få.

Men der kommer altså alligevel lidt mere musik fra den fjerne galakse fra mesterens nodepapir: han er ved at komponere ny musik til den kommende temapark Star Wars: Galaxy’s Edge.

Temaparken bliver en del af både Disneyland i Californien og WaltDisneyWorld i Florida, og den er ved at blive opført nu. Man vil blandt andet kunne man komme om bord på Tusindårsfalken og prøve kræfter med Smuggler’s Run!

“Star Wars ville ikke være Star Wars uden Williams’ utrolige, medrivende musik,” har formanden for Disneys Parker, Bob Chapek, udtalt. Og det har han jo ret i.

En model af den kommende Star Wars-temapark Galaxy’s Edge.

Klassisk Williams

Disney har løftet sløret for noget af John Williams nye musik, der indspilles af London Symphony Orchestra – som han har indspillet det meste af musikken til Star Wars med – i Abbey Road Studios. Og det lyder helt rigtigt med dets ivrige strygere, bombastiske perkussion og smægtende messingblæsere, der spiller en nærmest sejrrig melodi.

Det er alt sammen kendetegnende for hans musik til stjernefilmene, og rytmisk og tonalt parafraserer han også sine temaer. Det lyder ikke overraskende smukt, og vi glæder os til at høre mere fra den uforlignelige filmkomponist.

Planen er, at Star Wars: Galaxy’s Edge åbner i efteråret 2019.