NETFLIX OG BBC TABER KLASSIKER PÅ GULVET: KANINBJERGET ER KEDELIG

Med et imponerende stemmecast og en samlet spilletid på cirka 3 timer og 20 minutter så jeg virkelig frem til den nye animerede miniserie Kaninbjerget, lavet i samarbejde mellem Netflix og BBC.

Desværre er den en stor skuffelse.

Min ærgerlige oplevelse skyldes helt sikkert, at jeg har et nært forhold til bogen af Richard Adams, som har fulgt mig, siden jeg var barn. Men selv hvis jeg tager de nostalgiske briller af, så er der flere problemer med serien.

Den begynder ellers mægtig flot: Som et skyggespil ser man kaninernes oprindelse med den listige El-Ahrairah, Prinsen med tusind fjender, som den almægtige sol Frith ser sig sur på. Og alligevel kan Frith ikke lade være med at belønne den charmerende El-Ahrairah med lange ører og stærke ben, så den kan høre og løbe fra sine dødsensfarlige fjender, elilerne, som er kaninernes ord for fjender: ræve, hunde, katte og rovfugle blandt andet.

Hurtigt var jeg positivt stemt over, at serien i den grad havde omfavnet kaninernes særlige sprog som ”silflay”, ”hraka” og ”tharn”, der beskriver, hvornår de spiser, at de besørger og den lammende angst, der kan gribe dyr, for eksempel hvis de bliver fanget i lyset fra en bils forlygter. Biler og andre motoriserede ting kalder kaninerne i øvrigt ”hrududu”.

Farerne lurer overalt

Men så er der vidst ikke meget mere godt at sige om Kaninbjerget. Historien kort: Hassel og Femmer er brødre, og Femmer, en splejset kanin, har syner, som den store, kloge bror Hassel ved, at han skal lytte til. Så da Femmer forudser, at deres overfyldte koloni vil blive udsat for en katastrofe, prøver han og Hassel først at advare deres øverste. Men den magelige førerkanin ignorerer de to udkantskaniner, der dog får lokket et par andre hanner med sig.

De bliver forfulgt af owlsaen, kaninvagter, men undslipper med nød og næppe.

Siden finder de en koloni, hvor kaninerne er velnærede og blanke, men der er noget lusket ved den, så også den flygter de fra for at slå sig ned på Watership Down, et højdedrag, der giver dem alt, hvad de har brug for. Lige bortset fra hunkaniner, som de derfor skal opsnuse, så de kan få nogle unger.

Men faren lurer i form af den nærliggende kaninkoloni Efrafra, ledet af den vanvittige General Galtetand, der er stor som en ræv og endnu mere farlig. Han vil ikke finde sig i en ung koloni i sin nærhed. Og kollisionen er voldsom og dramatisk, og den kræver, at vores helte må bruge de bedste tricks – ligesom den snedige El-Ahrairah – og finde deres største mod.

Grimme, hakkende kaniner

Hvis seriens begyndelse med skyggespillet var flot i kraft af dens pergamentagtige baggrund, så er selve computeranimationen underligt halvhjertet. Det engelske landskab i baggrunden med grønne duvende bakker og glimtende søer er virkelig skønt – men kaninerne, vores hovedpersoner, er underligt hakkende og livløse. Foruden at de ligner harer og ikke kaniner, hvilket er en underlig fejl at lave…

Fordi man har valgt at gøre dem semi-realistiske er de nærmest umulige at kende fra hinanden! Det er kun deres pelsfarve, der gør det muligt, og at adskille gråbrun fra gulbrun er altså svært, når det er naturlige farver. Hassel og Femmer ligner hinanden til forveksling – de er selvfølgelig også brødre – og det er kun deres størrelse, der adskiller dem. Og ser man dem ikke samtidig, så er det altså svært at høre, at det lige er enten James McAvoy eller Nicholas Hoult, der taler – de stort set udelukkende mandlige stemmer er alle sammen meget britiske og meget svære at adskille.

Lige på nær mågen Kehaar, der i bogen er rablende og småuforståelig med sine nautiske udtryk, men i serien er blevet skotsk, med stemme af Peter Capaldi. Kehaar er sjov, når han er med, fordi han er grov. Men han er også langt mindre sympatisk, fordi han er helt ulideligt selvoptaget. Det er trist, at man forfladiger hans forhold til kaninen Samson.

Samson er i øvrigt den eneste kanin i flokken på Watership Down, der er til at kende. På originalsproget hedder han Bigwig, fordi han har en stor hårpragt. Men Samson er frygteligt unuanceret. Han er en stor stærk kanin, der udfordrer Hassels lederskab, men i bogen er det faktisk en positiv ting, noget de begge bliver klogere af. Han gennemgår en vild udvikling fra at være brøsig og kontrær soldat til at være en loyal og kløgtig ven. Han og Kehaar er et umage og alligevel indlysende vennepar i bogen, men det ser man ikke noget til i serien. Her vil Samson bare slås og optrappe konflikt for nær sagt enhver pris.

Og det er seriens problem. Den fokuserer meget på de konflikter, der er i historien – flugten fra de forskellige kolonier, kampene mod kaninerne fra Efrafra. Da den har det fokus, er det tilmed sært, at den er så berøringsangst. Der er ikke meget blod og død, og Femmers skræmmende visioner er her direkte kedelige. Man savner virkelig de syrede og uhyggelige visioner fra Martin Rosens film fra 1978.

Misforstået ligestilling

Kaninerne har en rig folklore, som stort set bliver ignoreret. Til gengæld har man valgt at proppe flere hunkaniner ind og derfor selvfølgelig også en kærlighedshistorie. I bogen er det i sig selv en stor pointe, at kaniner ikke parrer sig af kærlighed, men fordi det er deres natur. Det er ikke ensbetydende med, at de ikke drager omsorg for hinanden, tværtimod.

Hvis det er i et forsøg på at skabe en slags ligestilling, så fejler serien enormt: Da der skal graves huller i deres nye bolig, klager hankaninerne sig over, at det er hunnernes job, men nogen skal jo gøre det. Men i modsætning til i bogen er der faktisk en hunkanin med dem på dette tidspunkt, og hun graver en masse gange under jorden i løbet af nul komma fem, mens to hanner graver én enkelt gang og er ved at dø over det.

Ja ja, hunner er superseje, det kan man selvfølgelig godt udlede af det. Men man kan også udlede, at hunner (kvinder) hører til i hjemmet og skal ordne det huslige, for hanner (mænd) kan ikke – er det virkelig noget, vi skal holde fast i 2019?

Det, der fascinerer ved bogen, er det samfund, som kaninerne har – her slægter den George Orwells Kamerat Napoleon på. Den hudfletter menneskets samfund i kontrast til kaninernes, og det er en tankevækkende oplevelse.

De grimme, uidentificerbare kanin-harer kan man næsten leve med, men med fire afsnit burde man have lært mere om kaninerne og deres fascinerende verden. I stedet får man én stor slåskamp. Det bliver kedeligt og langtrukkent.