KLAUS KINSKI SOM NOSFERATU – DEN BEDSTE VAMPYRGREVE?

Man siger selvfølgelig Bela Lugosi eller Christopher Lee, hvis man skal nævne den bedste Dracula. Man er vel ordentlig opdraget. Men et nyligt gensyn med Werner Herzogs Nosferatu The Vampyre fra 1979 fik mig til at gyse over grev Dracula på en helt anden måde end i Lugosi og Lees versioner.

Klaus Kinski er helt ubegribelig som den blodsugende greve. Hans sminke er en kopi af den, Max Schreck bar i F.W. Murnaus 1922-klassiker, som hele denne film er et meget heldigt forsøg på at “genoplive”. Helt hvid, skaldet og med et sæt sære hugtænder i midten af munden. Ulækker, mærkelig, alt andet end adelig. Og ægte skræmmende. Når han suger blod er det så man kan mærke tænderne bore sig ned i halsen. Når han taler, veksler han mellem mumlen og hvisken. Og altsammen på tysk, et glimrende vampyrsprog!

Omkring Klaus Kinski er så denne helt særlige stemning, som Herzog har hentet fra Murnaus mesterværk (som Herzog selv mener er den bedste tyske film nogensinde, og jeg er sådan set enig). Bruno Ganz‘ besøg på grev Draculas slot er skummelt og skræmmende. Rejsen til Tyskland, hvor greven i denne udgave bosætter sig, er proppet med rotter, snavs og pest. Filmen blev optaget i Delft i Holland, men det ser tysk ud, og man ser gerne igennem fingre med de talrige sjuskede anakronismer i baggrunden – stikkontakter, vejbemaling – alt sammen lige meget, når Kinski huserer.

Billederne er af denne særlige type, hvor 70’ernes art cinemas bevidste rod blandes med sublim kamerakontrol. Og så et par helt utroligt maleriske kompositioner, man begejstres over.

Men selvom Herzog instruerer strålende, er filmen Klaus Kinskis. Denne lettere groteske karakterskuespiller, man ikke kan undvære i et univers som dette. Han udlever Dracula-rollen i en grad, så man nærmest føler med ham, da han til sidst rammes af den gryende dags dødbringende lys. Og nej, det spoiler man ikke ved at sige, for sådan skal det være.

I øvrigt taler Dracula i denne film om den forbandelse, evigt liv er. De samme ligegyldige ting hver dag, siger han træt – indtil han rammes af sin besættelse af Jonathan Harkers smukke kone, spillet med intensitet og styrke af Isabelle Adjani. Nu vil han pludselig suge mere blod, hendes blod, og leve igen. Men, nej.

Jeg vil nok stadig sige Lugosi/Lee, hvis man spørger mig om Dracula. Men inderst inde er Kinski min favorit.

Og læg mærke til den sære Roland Topor, der spiller den gale Renfield i en tro kopi af Alexander Granachs fra originalen. Han var en særpræget billedkunstner, sangskriver og manuskriptforfatter – og skuespiller. Animationsfans kender ham som medforfatter til René Lalouxs berømte La Planète Sauvage. Hans maniske grin og tilbedelse af mester Dracula er overdrevet og karikeret, men alligevel troværdig.