ENESTÅENDE VAMPYRFILM ER BÅDE RØRENDE OG SKÆG

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Lad den rette komme ind

Noget af det bedste, jeg ved, når jeg er på filmfestival, er at gå ind til film, jeg intet ved om.

Nogle gange er man vidne til ren magi, og det føles nærmest eksklusivt, når man intet kender til filmen og folkene bag, ingen rygter eller omtaler har hørt, men man bare åbner øjne og sanser for, hvad der sker på lærredet.

Den måske største oplevelse, jeg har haft på den konto, var på Natfilm Festival i marts 2008. Min ven sagde, at vi skulle se en film, der hedder Lad den rette komme ind. Og så vidste jeg ellers ikke mere.

Folk udvandrede

Den lille, svenske film viste sig ikke bare at være blandt de allerbedste vampyrfilm, jeg har set, men samtidig også en af de mest rørende film om at blive mobbet og om den sårbare tid, når man er i grænselandet mellem barn og ung.

Selv om det er en intens og tankevækkende film, så er den også sjov. Min ven og jeg lo virkelig mange gange, fordi vi var så begejstrede for filmen og fuldstændigt blæst bagover – men mange folk kiggede oprørte på os. En del mennesker forlod salen i Dagmar biograf – de var nok temmelig uforstående, da filmen fik ”rigtig” Danmarkspremiere 25. december senere samme år, og nærmest alle anmelderne belønnede den med topkarakter. Den gik sin sejrsgang over hele verden og var på mange mediers og menneskers Top 10 over bedste film.

Mystiske naboer

Kort fortalt handler den om 12-årige Oskar, der bor i den triste svenske beton-forstad Blackeberg. Året er 1982, han er en rigtig kikset enspænder med en alenemor, og han bliver mobbet uhæmmet af nogle andre drenge på skolen.

En dag flytter der en mærkelige pige Eli ind i lejligheden ved siden af sammen med sin far. De dækker vinduerne helt til som noget af det første.

I samme periode begynder der at blive myrdet tilfældige mennesker rundt omkring i den snedækkede, vintermørke bydel.

Men mellem Oskar og Eli opstår der et venskab og spirende kærlighed. Begge unge skuespillere er helt forrygende. Kåre Hedebrandt er Oskar, og han er egentlig temmelig ucharmerende. Man har helt klart sympati med ham, men man har også lyst til at ruske op i ham, når han går rundt med sin skarpe kniv og dolker træer. Eli er mystisk, hun går rundt på bare fødder i sneen, og Lina Leanderssons store, mørke øjne er både uudgrundelige og vidunderligt udtryksfulde.

Filmens store klimaks er utroligt frydefuldt og overraskende blodigt, mens slutningen er mere tankevækkende og i min optik ret deprimerende, selv om det også virker naturligt. Men det er en film, jeg nødigt vil sige alt for meget om, da den virkelig er tjent med at blive set uspoleret, hvis muligt.

Spændende svensk forfatter

Manuskriptet er skrevet af John Ajvide Lindqvist, og det er også ham, der har skrevet bogen, den er baseret på. Sidste år blev endnu en af hans bøger filmatiseret, og igen blev det en overvældende verdensomspændende succes: Grænse handler om en kvinde med meget grove træk og en ekstremt veludviklet lugtesans. Det viser sig, at hun er trold, noget der går op for hende, da hun møder endnu en trold.

Igen er der tale om en anderledes kærlighedshistorie med overnaturlige elementer, men den kan ikke sammenlignes med Lad den rette komme ind. Begge er dog utroligt originale og smukke film på hver deres måde.

I øvrigt er Lindqvist ved at udvikle manuskript af sin bog Hanteringen av odöda – denne gang handler det om zombier, og det er den relativt uprøvede Thea Hvistendahl, der skal instruere.

Masser af liv efterfølgende

Grænse blev instrueret af Ali Abassi, og Tomas Alfredson instruerede Lad den rette komme ind – han instruerede den ikke-så-gode krimi-drama Snemanden og den rigtig gode thriller Dame, konge, es, spion.

Odense Teater lavede en opsætning af den, og filmen fik i øvrigt et amerikansk remake, instrueret af Matt Reeves, med titlen Let Me In i 2010. Jeg orkede aldrig at se den, men selv om den skulle være nogenlunde hæderlig, skulle den efter sigende ikke kunne måle sig med originalen. Der kom også en tv-serie i 2017, der dog kun kom et pilotafsnit af.

Jeg hev i øvrigt min veninde med ind og se den, da den kørte i biografen, og jeg overbeviste hende om, at den ikke var uhyggelig, men mere som en slags Fucking Åmål, bare med vampyrer. Det holder jeg stadig på, men hun har aldrig rigtig tilgivet mig. Hun døde nemlig lidt af skræk. Så nogle mennesker vil finde den uhyggelig.