ÆGTE MIDDELALDER-FANTASY FRA 80’ERNE MED SYRET MUSIK

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Ladyhawke og lommetyven (1985)

Der er tre grunde til, at jeg holder utroligt meget af middelalder-fantasyfilmen Ladyhawke og lommetyven. Måske de er lidt overfladiske, men sådan er det nu engang.

Første og fremmest er Michelle Pfeiffer overnaturligt smuk. Hvordan kan det nu være grund til at holde af en film? Men helt seriøst, med sit korte hår, sin sylfideskikkelse, skarpe kindben og blå øjne ligner hun noget, der ikke helt hører til på jorden, men hører til i drømme og fjerne universer. Hun er nærmest gennemsigtig og æterisk, hvilket er perfekt til den splittede rolle som Ladyhawke. Hun er forbandet, og i dagslys bliver hun forvandlet til en høg.

Det gør hun, fordi en jaloux mand, biskoppen af Aquila, blev så bitter over, at hun elskede en anden, at han brugte mørke kræfter til at pine dem for evigt. For Ladyhawke, som hedder Isabeau, elsker Etienne.

Hjerteskærende forbandelse

Han er grund nummer to til at denne film er fantastisk, for han spilles af Rutger Hauer, der er en noget uregelmæssig skuespiller, men ligesom han er perfekt i Blade Runner, så er han også perfekt som den mand, Isabeau elsker.

Forresten var det oprindeligt Kurt Russell, der skulle have haft den mandlige hovedrolle, men han endte med at trække sig under prøverne. Kritikere har kaldt Hauers præstation camp, altså kitchet, triviel og banal – men de fatter tydeligvis ikke en døjt. Det er helt perfekt i denne film, der er dybt alvorlig og alligevel ikke er bleg for masser af selvironi.

Etiennes forbandelse forvandler ham til en ulv om natten. Han er klædt i sort, sammenbidt og forpint af sin længsel efter at holde Isabeau i sine arme, og dobbelt trist, fordi han er en jaget mand, men ellers tidligere var kaptajn for garden.

De to elskende forbliver sammen, hun som en høg på hans arm om dagen, han som en beskyttende ulv ved hendes side om natten – og i et splitsekund, når natten viger for daggry, og solnedgangen fremkalder nattens mørke, er de begge i menneskeskikkelse – så tæt på hinanden, og alligevel så langt væk.

Det er hjerteskærende!

Flabede Mouse

De to skal selvfølgelig bryde deres forbandelse, hvilket er en besværlig omgang, men de hjælpes af Mouse, Matthew Broderick, der er en irriterende tyv og gavstrik, men god nok på bunden. Den lille lort brød ud af fængslet i Aquila, og Etienne har brug for, at han bryder ind igen.

Han har sjove dialoger med gud, som han mener, han har direkte linje til, selv om hans moralske kompas er lidt off.

For eksempel fortæller han en soldat sandheden, da vedkommende spørger, i hvilken retning Navarre har redet. Soldaten vælger så at gøre det modsatte af, hvad Mouse har sagt, til hvilken han bagefter siger til gud: “Jeg fortalte sandheden, Herre. Hvordan kan jeg lære en moralsk lektie, når du bliver ved med at forvirre mig på denne måde?”

Den tredje grund til at holde af denne film er ikke Matthew Broderick, nej, selv om filmen kom året inden han gav den alt hvad remmer og tøj kunne holde, som Ferris Bueller i En vild pjækkedag, og man kan fornemme samme energi og flabethed, hvilket altså er en virkelig god ting. Men nej, den tredje grund er … musikken.

Prog rock og moderne klassisk

Det er måske kontroversielt, soundtracket er nemlig ret udskældt, for fremfor at vælge et mere traditionelt symfonisk score a la det, John Williams eller James Horner ville have lavet til en fantasyfilm, så var dette inspireret af prog rock! Det giver god mening, for det er skrevet af Andrew Powell, som var komponist og arrangør for The Alan Parsons Project, som også har indspillet filmens musik.

Andrew Powell er en spændende fyr, der har studeret komposition hos Karlheinz Stockhausen og György Ligeti, og han har arbejdet med Pierre Boulez. Powell har med andre ord haft fingrene dybt nede i moderne klassisk musik, hvilket også kan høres på soundtracket, når han kaster sig over sovsede strygere og et florlet kor i et herligt bastardmiks med lidt elektronisk musik og så progressiv rock, komplet med elguitar, fender rhodes og diverse synthesizers.

De fantastiske 80’ere

Filmen er instrueret af Richard Donner, der også lavede den rigtige Superman med Christopher Reeve, og Goonierne (som uundgåeligt kommer som Ugens Anbefaling engang) og mange flere.

Måske man skal være barn af 80’erne for at holde af denne film – jeg skal gerne tilstå, at jeg nok ikke kan lade være med at se den gennem et nostalgisk filter, der gør alting markant bedre.

Men 80’erne var jo et fantastisk årti for film. Ladyhawke og lommetyven er ingen undtagelse.