SCHWARZENEGGERS FREMRAGENDE FLOP FYLDER 25

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Last Action Hero

Det er 25 år siden i dag, at en af Hollywoods mest monumentale fiaskoer havde premiere i USA: 18. juni 1993.

Men det blakkede ry er forsvundet, og i dag kan vi se, at Last Action Hero er en helt særlig film. For selvom den er lidt kaotisk og til tider trækker pointerne en smule for langt ud, så er det samtidig en forrygende kombination af rendyrket action og indforstået, kærlig parodi.

Jeg må indrømme, at jeg elskede den fra første sekund – måske fordi den passede så perfekt ind i hele den stemning, der var kernen i Troldspejlet. Det var typisk også en film, alle andre kaldte talentløs, og jeg blev tilmed voldsomt kritiseret af en konsulent fra Filminstituttet, fordi jeg brugte mere tid i Troldspejlet på Last Action Hero end på en aktuel, skatteyder-finansieret børnefilm, Linda Wendels Viktor og Viktoria (Dårligdommere, skriv den op!). Den havde dansk premiere i oktober samme år.

Arnold Schwarzenegger spiller den fiktive actionhelt Jack Slater, hvis store fan, drengen Danny (Austin O’Brien), på magisk vis hentes ind i en Jack Slater-action-film, hvor han så skal følge med og være med til at opklare den sag, Slater er på – i sin film nummer 4. Det er med andre ord en total meta-film, for Danny er klar over, at han er i fiktivt univers – som bare er meget realistisk – mens de øvrige tror på det, der sker.

Og måske er det netop det, der i sin tid blev filmens problem. Folk forventede action og fik parodi.

Men set i dag – og det anbefaler jeg – må man sige, at det er en på alle måder fantastisk og veloplagt parodi på 80’erne og 90’ernes actionfilm, og på hele forholdet mellem fiktion og virkelighed.

Samtidig er den en overflødighedshorn af sjove referencer – fra dynamit leveret af Acme til mængder af helt utrolige cameos: Tina Turner som borgmester og folk som Jean-Claude Van Damme, Chevy Chase, Timothy Dalton og James Belushi som premieregæster. Og hvad med Ian McKellen som Døden (i den udgave, vi kender fra Det Syvende Segl)?

For slet ikke at tale om den overvældende rolleliste med Charles Dance (som skurk, ja), Anthony Quinn (som mafiaboss, check) og F. Murray Abraham (som superskurken, Danny genkender fra Amadeus og derfor kan afsløre som skurk).

Der er også en animeret figur, for at det ikke skal være løgn: en politikat ved navn Whiskers – indtalt (ukrediteret) af Danny DeVito.

John McTiernan har instrueret, og han gjorde alt for at skabe den ultimative meta-film. Han har siden tilskrevet fiaskoen, at filmen blev lanceret en uge efter Jurassic Park, hvorfor der slet ikke var plads til den – og så det faktum, at der kun var fem-seks uger til efterarbejdet. Det var nærmest et råklip, man så, og sammen med en katastrofal test-screening, hvor publikum hadede den, blev forventninger så negative, at ingen gad se den. Sjovt nok virker det som om det lidt ufærdige i klipningen kan mærkes – og bliver en del af filmens sære dynamik.

Den fik mængder af efter min mening helt ufortjente Golden Raspberry Awards – et godt bevis på, at disse sviner-awards ofte er ligeså mode- og øjebliks-fikserede og kvalitetsblinde som Oscars.

Last Action Hero er en film, man går om bord i – dengang som aktuel parodi, i dag som nostalgisk vidnesbyrd fra en vidunderlig tid i blockbuster-genrens historie – og samtidig som et herligt bevis på, at de store studier kan fejle økonomisk og samtidig skabe noget helt originalt og anderledes.

Soundtracket er også vildt nostalgisk – udover Michael Kamens musik får vi et smukt udvalg af de tidlige 90’eres bedste metal: fra Aerosmith og Megadeth til Alice in Chains og Anthrax.