DARK FANTASY MED MASSER AF GLIMMER

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Legend (1985)

Sæbebobler! Glimmer! Enhjørninger! Og… Tom Cruise? Det lyder jo umiddelbart ikke som ingredienserne til en film af Ridley Scott, manden bag storfilm som Alien (1979) og Blade Runner (1982) – men det er ikke desto mindre, hvad det er! I 1985 havde Legend nemlig premiere, og det var en svær fødsel. Produktionen blev besværliggjort af en række omstændigheder (blandt andet brændte filmstudiet ned undervejs og hovedrollens far gik bort), men filmen blev omsider færdig – og floppede fælt. Legend indtjente kun godt 60 procent af budgettet på 24,5 millioner dollars og brillerede langt fra hos anmelderne. Den er alligevel værd at se, for selv om den måske ikke når op på højde med lignende film som Willow (1988) og Labyrinten til Troldkongens slot (1986), er den vidunderligt obskur og en ret bizar filmoplevelse. Og så har man en unik mulighed for at se en meget ung og relativt langhåret Tom Cruise rende rundt i helt absurd korte lædershorts!

Ridley Scott var meget optaget af at lave et originalt eventyr i stil med Disneys og Brødrene Grimms, og faktisk prøvede han også at sælge filmidéen til Disney i første omgang – de afslog dog, da de fandt historien for mørk til deres familiepublikum. Og første udkast af William Hjortsbergs manuskript var også en del mere dyster end det endelige resultat; flere lig, mere vold og eksplicitte sexscener – men meget af det endte (desværre) med at blive tonet kraftigt ned.

En meget ung Tom Cruise har hovedrollen som den Mowgli/Peter Pan-lignende skovdreng Jack, der kan tale med dyrene og underviser den smukke prinsesse Lili (debutanten Mia Sara) i deres sprog. Som en overraskelse vil han en dag vise hende de hellige dyr i skoven, to enhjørninger, men prinsessen bliver så fascineret af dem, at hun straks løber imod dem og rører ved den ene. Ved et tilfælde bliver enhjørningen i samme øjeblik ramt af en giftig pil fra et pusterør. Pilen blev sendt afsted af Blix, en slags utrolig grim trold, der er sendt på mission for The Lord of Darkness (Tim Curry) med det ene formål at dræbe enhjørningerne. De er nemlig lysets vogtere, og er der noget Darkness hader, så er det lys og solskin! Han higer efter evigt mørke (her er hans navn et godt hint), og hvis enhjørningerne dør, vil solen aldrig stå op igen. Blix skærer hornet af den døende enhjørning, og verden indhylles straks i et snedækket vinterlandsskab – selv de menneskelige beboere i byen fryser til is.

Den rædselsslagne og brødebetyngede Lili stikker af, og der går ikke længe, før hun og den tilbageværende hun-enhjørning tages til fange af Blix og hans kumpaner. De føres begge til Darkness’ underjordiske hule, og det er nu op til Jack (der forresten stadig er klædt i de meget korte shorts trods den nytilkomne kulde) at redde både prinsessen, enhjørningen og hele verdens skæbne. Heldigvis er han ikke alene, for den pubertære alfe-boss Gump (David Bennent) og den Klokkeblomst-lignende, elskovssyge fe Oona samt to dværge tager med ham på redningsmissionen.

Altid gode Tim Currys indsats som den hornede Darkness er noget af det allerbedste ved filmen – hans portrættering af den ildrøde, Satan-lignende skurk er betagende og ikke mindst er hans special effects-makeup en pragtpræstation i sig selv. Og Darkness er ikke bare en umenneskelig superskurk – han bliver nemlig også forelsket i den smukke, gode Lili og vil tilbringe evigheden med hende.

Som sagt er det nok Scotts mest atypiske og bizarre film (og den med mest glimmer) – men kigger man godt efter, kan man godt genkende instruktørens evne til at bygge gode, detaljerede fantasiverdner og hans visuelle kendetegn som brugen af lys gennem røg og skygger. Legend er teknisk set en utroligt flot film med imponerende setdesigns som den fortryllende skov og Darkness’ skumle tilholdssted, og billederne er meget stemningsfulde med masser af svævende snefnug, blade, sæbebobler og lignende.

Rygter påstår, at Legend var inspirationskilde til Miyamotos fantastiske NES-spil The Legend of Zelda, og det er også nemt at se visse ligheder mellem filmens hovedpersoner Jack, prinsesse Lili og Darkness og Nintendos Link, prinsesse Zelda og Ganon samt hele quest-strukturen. Men eftersom spillet udkom allerede i 1986, ret kort efter Legends internationale premiere, virker det usandsynligt, at det skulle være tilfældet – i hvert fald i spilseriens første udgivelse.

Den legendariske filmkomponist Jerry Goldsmith stod for filmens soundtrack, men musikken blev skrottet i sidste øjeblik af filmselskabet. Det var dog kun i USA – i Europa kom filmen ud med Goldsmiths tiltænkte musik i 1985, mens man udvalgte den tyske elektroniske rockgruppe Tangerine Dream til at producere et nyt score til den amerikanske version, der så fik premiere et år efter. Men det var ikke kun musikken, der blev ændret – filmen blev også klippet voldsomt ned i slutfasen. Scott afleverede en færdig version på 113 minutter, men studiet tog testpublikummets parti og fik filmen klippet ned i en 89 minutters version til USA og en fem minutter længere international version.

Legend er altså historien om en fantasyfilm, der skulle så grueligt meget igennem, inden den endelig fik premiere – i en kraftigt amputeret udgave, fordi filmselskabet ikke turde gå all-in på en ægte mørk horror-fantasy, men i stedet forenklede historien og tonede uhyggen ned. Filmen er stadig seværdig, men havde klart potentiale til mere, hvis ikke de kommercielle interesser havde taget over. I 2012 udkom der en director’s cut-version på 113 minutter komplet med Goldsmiths originale score, og det er absolut også den bedste version – som regel skal filminstruktøren have det sidste ord.