DEN FØRSTE NARNIA-FILM: EN FLOT OG GOD FORTOLKNING

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

Narnia: Løven, heksen og garderobeskabet

Det er altid så enormt farligt, når elskede bøger bliver filmatiserede, og som barn og ung er der ikke mange bøger, jeg har læst så ofte og frydefuldt, som C.S. Lewis’ bøger om Narnia.

Så da Narnia: Løven, heksen og garderobeskabet udkom på film i 2005, havde jeg virkelig bange anelser – men jeg blev positivt overrasket!

God filmatisering

Det var jeg så åbenbart en af de få, der gjorde, da alle mine venner rystede på hovedet ad mig, fordi de fandt den rædderlig.

Den fik gennemgående over gennemsnittet-anmeldelser dengang, men sidenhen er det mit indtryk, at den generelle holdning er, at den var for dårlig, for usammenhængende og for kedelig – og alt for lang med sine 143 minutter.

Selvfølgelig var der mange ændringer fra bog til film, men sådan er det jo nu engang. Det er også tilfældet med Ringenes Herre og Harry Potter. Jeg foretrækker til enhver tid bøgerne fremfor filmene, når det kommer til alle tre universer, men på mange måder synes jeg, at Narnia er sluppet bedst fra det. Ja, vi kan ligeså godt få det på det rene – jeg synes ikke, at filmatiseringerne af de to ovenstående er særligt gode, men det skyldes måske, at bøgerne er så gode, at filmene ikke slipper særligt godt fra det… so shoot me!

Men Narnia: Løven, heksen og garderobeskabet slipper godt fra det – måske fordi historien står så godt alene og også er lidt mere simpel, fordi det er så rendyrkede børnebøger uden de store, komplekse universer eller emner.

Jo, det er da et stort univers i Narnia, og der findes syv bøger i serien: Troldmandens nevø, Løven, heksen og garderobeskabet, Hesten og drengen, Prins Caspian, Morgenvandrerens rejse, Sølvstolen og Det sidste slag – men selv om de hænger sammen, så fungerer de som selvstændige værker.

Ufred i eventyrland

I denne historie, som også var den første, som Lewis skrev, kommer de fire Pevensie-børn under 2. Verdenskrig ud på landet i England og bo i et stort, gammelt hus hos en ældre professor. De overlades stort set til dem selv, og under en gemmeleg går den yngste pige Lucy ind i et stort klædeskab, der viser sig at være en magisk portal til den overnaturlige verden Narnia.

Her møder Lucy faunen hr. Tumnus – og han er et stort plus i filmen, for det var første gang, jeg stødte på James McAvoy, og så i bar overkrop (og gedeben, jaja) og han er temmelig dejlig. Sådan kan selv en uskyldig børnefilm gøres lidt lummer.

Der er ufred i Narnia, hvor den onde Isdronning Jadis har taget magten og skabt evig vinter. Men modstanden ulmer i undergrunden blandt de talende dyr og fabeldyr, og Lucy og hendes søskende – som hun selvfølgelig tager med gennem garderobeskabet efter at have brugt lang tid på at overbevise dem om, at hun ikke lyver – kommer til at spille en kæmpestor rolle, hvilket også er blevet profeteret.

Foruden Lucy er der Peter og Susan, der er de ældste, og Edward, som er en tvær og egoistisk dreng, der da også bliver lokket til at være lakaj for Isdronningen, der manipulerer og udnytter ham – men han er næsten selv ude om det, den møgunge.

Heldigvis er der gode og retfærdige Aslan, der vender tilbage og forbereder børnene og sine undersåtter på et stort slag mellem godt og ondt.

Religiøse overtoner

Fordi jeg har læst bøgerne som barn, så gik den meget frelste handling hen over hovedet på mig, og jeg er på mange måder stadig blind for, hvor religiøs en fortælling, det er.

For mig var det bare kampen mellem det gode og det onde, hvor det gode heldigvis sejrer, men ikke uden, at især det onde ikke er så enkelt som så. For selv om broren Edward er en lille nar, så skyldes det kun, at han var bange og følte sig ensom og forkert. Han ender med at være en ægte hovedperson, og han er også en større figur i serien end sin mere retfærdige storebror og -søster.

Aslan ofrer sig selv for at redde umuliussen Edward (inden han bliver omvendt), der bliver god på grund af den handling, og Aslan genopstår, og det stinker alt sammen af Jesus. Desuden lyder profetien, at to sønner af Adam og to døtre af Eva vil sidde på tronen og bringe fred. Bogen fik kritik for at indoktrinere børn – men jeg er så ikke-religiøs, som de findes, så hverken bog eller film har påvirket mig i en mere religiøs retning.

Derimod tænkte jeg allerede som barn, at fortællingen var ret dansk i sit udtryk, fordi Isdronningen og hendes forhold til Edward mindede mig om Snedronningen og drengen Kay fra H.C. Andersens eventyr.

Det vidunderlige garderobeskab

Isdronningen, eller The White Witch, spilles i øvrigt af den fremragende Tilda Swinton, og hun er virkelig uhyggelig med sit androgyne udseende og sorte øjne.

Aslans stemme er af Liam Neeson, og den dybe stemme er perfekt til det royale dyr.

De fire børneskuespillere gør det også rigtig godt, og så er de mange computeranimationer flotte og realistiske.

Men det bedste er skabet, som åbner sig op ind til Narnia – med de tunge vinterjakker, mørket og børnenes undren over, hvor skabets bagvæg bliver af, blot for at finde ud af, at de ender i en snedækket granskov med en smuk lygtepæl, der lyser i det dunkle lys. Det var lige sådan, jeg så det for mit indre øje som barn.

Det er Andrew Adamson, der også havde instrueret Shrek, der her lavede sin første live-action film, og det slap han godt fra. Siden instruerede han endnu en Narnia-film, Narnia: Prins Caspian, der kom i 2008 og også var god, og i 2010 kom så Narnia: Morgenvandrerens rejse, instrueret af Michael Apted, der dog desværre tabte pusten i forhold til de to andre.

Der har altså ikke været samme fokus på at lave alle syv historier om Narnia, som der var med Tolkiens og Rowlings fantasy-bøger – men det faktisk ikke slut med Narnia-film. Til vinter begynder optagelserne efter sigende til Narnia: Sølvstolen, og det er ingen ringere end Joe Johnston, der står som instruktør. Han har instrueret Jumanji, Rocketeer, October Sky og den nye film om Nøddeknækkeren, der kommer til jul. Så måske bliver det genfødslen af Narnia-filmene. Personligt håber jeg på det udfald.