MIYAZAKIS FØRSTE FILM ER FORRYGENDE ACTION

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Lupin III: Castle of Cagliostro

Det er før Ghibli og før de store klassikere. Hayao Miyazaki skulle som 38-årig instruere sin første lange tegnefilm. Der var ikke mange penge, den skulle laves hurtigt, og den skulle først og fremmest være underholdende. Og den er fantastisk, selvom den måske ikke er hverken så episk, poetisk eller original som de store Ghibli-film.

Lupin III: Castle of Cagliostrio fra 1979 er et forrygende action-eventyr med Monkey Punchs anløbne helt og mestertyv Arsène Lupin III, efterkommer af den legendariske franske figur, gentlemantyven Lupin, skabt af Maurice Leblanc i 1905.

Han var allerede meget kendt i både manga og animerede serier, da Miyazaki fik opgaven – så der var ikke frie hænder som sådan. Men resultatet er vildt underholdende, charmerende og fyldt med små spor af den Miyazaki, vi mødte siden.

Vor helt er en charlatan: en ung mand, der opererer i en gråzone – han er både tyv, men han er også en helt, når det kommer det stykket, og det gør det, da han efter at have begået et røveri i et casino finder ud af, at pengene er falske – og at de stammer fra miniputriget Cagliostro.

I Cagliostros middelalderborg optrevler Lupin nu mysteriet – hvem står for de falske penge, og hvem er den smukke prinsesse, der holdes fangen af en ond greve? Det er et indviklet komplot og historien tager konstant nye, overraskende drejninger – indtil den flotte slutning, hvor slottets hemmelighed åbenbares.

Undervejs støder Lupin på en hel mængde formidable modstandere, og der er gang i den fra først til sidst. Kun i glimt får vi lidt af den poesi og ro, vi kender fra de senere Miyazaki-film, men det er helt i orden, for historien er så rendyrket action-eventyr, at for meget af den slags ville have været en anelse malplaceret.

Animation er skrabet, for det krævede budgettet. Men det gør dybest set intet, for de mangler reddes af den eminente komposition: Hver enkelte scene er så perfekt visuelt layoutet, at det er en fornøjelse at se på. Vinklerne skifter konstant, og de er altid både dynamiske og dramatiske.

Filmen har aldrig haft dansk premiere, men nu er den på Netflix – og hermed anbefalet på det varmeste. Eller rettere: er man Miyazaki-fan er den obligatorisk.