MASSER AF SKÆG OG BALLADE I HERLIG ASKEPOT-KOPI

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

Ugens anbefaling: Magiske Ella (2004)

Askepot med et twist og rockmusik. Så enkelt kan Magiske Ella opsummeres.

Ella fra Frell lever i en verden, hvor der findes feer, trolde, kæmper og elvere.

I sådan en magisk verden er det normalt at få dåbsgaver fra feer. Og af Lucinda får hun “gaven” lydighed. Feen er en lettere selvoptaget og ureflekteret én af slagsens, så hun fatter ikke, at det, at man altid gør, hvad man får besked på, er rimeligt nederen – så den “gave” hænger Ella på, trods moren og husfeens Mandys protester.

Det går selvfølgelig galt af sted – hun bider sine klassekammerater, fryser i luften, laver karate og forærer sin mors halskæde væk til sine onde stedsøstre. Fordi nogen siger, hun skal.

Ond stedsøster stjæler næsten billedet

Ligesom i Askepot, så dør også Ellas mor, og faren gifter sig med en rædsom kvinde, der har to endnu mere rædsomme døtre, Hattie og Olive.

De to er noget af det bedste ved filmen. Hattie er kløgtig og ondsindet og formand for prins Chars fanklub, og Olive er mildt ubegavet.

Ella, der spilles med storøjet charme af Anne Hathaway, har svoret ikke at fortælle andre end sin mor og Mandy om sin forbandelse – heller ikke sin far eller sin bedste veninde. Men Hattie lurer – egentlig ikke overraskende – hurtigt, at Ella gør alt, hvad hun får besked på. Det udnytter hun til stor komisk effekt.

Faktisk er Hattie så god som den onde stedsøster, at skuespilleren bag, Lucy Punch, nærmest gentog rollen i den ellers rædsomme musical Into The Woods, der også implementerer klassiske eventyr i ny forklædning.

Elverens advokatdrøm

Hattie får grejet det sådan, at Ella ikke kan se sin bedste veninde Areida længere, så Ella får nok og vil finde Lucinda, så hun kan blive fri til at gøre, hvad hun selv vil.

På sin færd bliver hun venner med elveren Slannen, der drømmer om at blive advokat – men det er svært, fordi der er vedtaget en lov om, at elvere kun må synge, danse og generelt underholde.

Det er prins Edgar, den afdøde konges bror og formynder for regenten-in-spe Char, der har indført den lov. Kongen blev myrdet af trolde, og derfor bliver alle magiske væsner straffet. Kæmperne bliver holdt som slaver i markerne.

Da Ella og Slannen bliver fanget af menneskeædende trolde, redder Char dem, og de slår sammen følge til kæmperne, hvor Lucinda sidst er set i den magiske bog Benny – han er faktisk Mandys kæreste, som hun er kommet til at forvandle til en magisk bog, der fungerer lidt a la troldspejlet fra Snehvide.

Det er ret praktisk, men også ret gakket, og det er meget sigende for filmen, at den har den slags løjerlige indslag. Æren skal dog nok tilfalde forfatteren Gail Carson Levine, men rygtet siger, at bog og film er ret forskellige.

Blandt andet er der flittigt brug af pop- og rockmusik. Hos kæmperne ender Ella for eksempel med at synge en udgave af Queens Somebody to Love. Det kammer heldigvis ikke over med musikken som i ridder-farcen A Knight’s Tale.

Char bliver “woke”

Ella er en rigtig aktivist, der kæmper mod undertrykkelse af andre folkefærd, og hun får sparket lidt sund fornuft ind i Char, der har været på kostskole, og ellers har sat sin lid til, at hans kære onkel Edgar har styret Riget retfærdigt.

Onkel Edgar har en slange, han taler med. Den er forfærdeligt dårligt computeranimeret, også set med datidens øjne, men det er Steve Coogan, der lægger slesk stemme til ham, så alt kan tilgives.

Edgar selv spilles super veloplagt og overdrevet på den helt rigtige måde af Cary Elwes, der selvfølgelig er ond og forræderisk. Valget af ham er helt perfekt, fordi han spillede den blåøjede helt i The Princess Bride. Som seer vil man helt vildt gerne holde af og med ham. Men næ nej, han er en giftig fætter.

Som prikken over det hyggelige ”i”, er det Monty Pythons Eric Idle, der er fortæller i filmen, og som optræder i troubadour-outfit i begyndelsen og slutningen, mens han rimer derudaf.

Det med moderne make-overs af klassiske eventyr er der i øvrigt mange eksemper på, hvis man går og sulter efter det: Ever After (1998), Shrek-filmene, Enchanted (2007), Snow White and the Huntsman (2012), Hoodwinked (2005), The Company of Wolves (1984) og tv-serien Once Upon a Time, for at nævne nogle få.