Marie Severin, der døde den 29. august, 89 år gammel, var kvinden bag de mesterlige farver i de bedste sci-fi- og gyser-tegneserier nogensinde. Hun var søster til tegneren John Severin, og det var ham, der fik hende ind på forlaget EC, hvor den kreative nerve og makabre fantasi var i højt gear i starten af 50’erne. Så højt, at de ofte meget ulækre – og også fantastisk morsomme og velskrevne – tegneserier fik gang i den berømte, uhyggelige tegneseriehetz, der førte til afbrænding af tegneserier og lukning af blade.
Senere kombinerede hun farvelægningsarbejdet med tegning, og i 70’erne stod hun bag mange forskellige serier på Marvel Comics, især på one-shots og mere eksotiske udgivelser. Her var hun også med til at udvikle figurer, som for eksempel Spider-Woman, hvis kostume hun designede, og hun var også med på Steve Gerbers Howard the Duck, hvor hun deltog i skabelsen af skurken Doctor Bong.
Men for mange er det stadig de utrolige farver i EC-hæfterne, der er Marie Severins største bedrift. Det var en svær opgave, for trykkvaliteten var ikke god, og hvis farverne skulle fungere, måtte man kunne arbejde kreativt med det, der var til rådighed. Hun havde en helt særlig evne til at kombinere farverne, så de ofte gnidrede tegninger fremstod med dybde – samtidig med at farverne øgede den dystre, men dragende stemning.
I mange år spredte udgiveren William Gaines en myte om, at Marie Severin, grundet sin katolske opdragelse, nedtonede de mest ulækre scener ved hjælp af farverne. Han sagde, at redaktøren Al Feldstein refererede til hende som “ECs samvittighed”.
Men selv afviste hun på det bestemteste, at hun tog den slags beslutninger. Hun følte, at hun med farverne skulle fremhæve tegningerne, og derfor måske brugte dem umiddelbart ulogisk – som for eksempel en gul farve ved såret efter et afhugget hoved. Det gjorde, mente hun, tegningen tydeligere.
Marie Severin indrømmede dog, at hun ind i mellem nedtonede den røde farve, så forældre ikke vil blive for forskrækkede, hvis de så, hvad der børn fornøjet læste.
Desværre hjalp hendes forsøg på at afdæmpe det grusomme ikke – forældrene og de andre hetzere blev forargede alligevel.
(Selvportræt)
Marie Severin (21/8.1929-29/8.2018)
Født, opvokset og død i New York.
Farvelægger på EC fra 1949.
Senere tegner og farvelægger på Marvel Comics og andre forlag.