Mubi er godt på vej til at blive en af mine yndlingsstreamingtjenester. For mens Netflix og HBO helt synes at fornægte, at der har været lavet film før 1980 og i andre lande end USA, er Mubi en slags online-niche/reprise-biograf, der hver dag byder på en ny film – og meget ofte noget, der ikke har været set i lang tid…hvis nogensinde på vore breddegradder.

Mange af de lande, hvis film, man normalt ikke ser, er med – og mange store instruktører, hvis film aldrig vises mere. For nylig en stribe mesterværker af den “franske amerikaner” Jean-Pierre Melville fra 50’erne og 60’erne – men også helt nye, eksperimenterende sager.

Og så i denne uge en historisk Marx Brothers-film fra 1930, deres anden spillefilm, lavet mens tonefilmen endnu var meget ung – og derfor også meget primitiv rent teknisk.

Animal Crackers er dybest set en filmet teaterforestilling. Der er nærmest intet plot, men der er til gengæld et væld af sekvenser, hvor både Groucho, Chico og Harpo leverer, hvad man forventer, med både visuel komik og masser af vitser, skrevet af bl.a. den geniale George S. Kaufman. Der er ordspil, absurditeter, nonsens og chikanesnak.

Men det er ikke så filmisk og så perfekt som i de film, vi oftest ser med brødrene, og som var skrevet og tænkt til filmmediet, da de var flyttet fra Broadway til Hollywood. Det her er ikke Duck Soup, Horse Feathers, A Night at the Opera eller A Day at the Races, som vel nok er brødrenes bedste film.

Til gengæld er det mere grotesk, fordi plottet er så aldeles ikke-eksiterende. Groucho spiller den opdagelsesrejsende Captain Spaulding, der er æresgæst hos den fornemme mrs. Rittenhouse (Margaret Dumont), og Chico og Harpo er bare til stede som vedhæng og distraktion. Der sker intet, andet end konstante chikanerier og grovheder fra Grouchos side – og så et par sange og lidt klaver- og harpe-spil fra henholdvis Chico og Harpo.

Og jo, den fjerde bror Zeppo er også med, som Captain Spauldings sekretær, men han er der bare for et syns skyld.

Det er med andre ord en oplevelse, der kræver, at man sætter sig ind i hvor chokerende og overvældende, det har været at kunne sidde i biografen og se en absurd teaterforestilling, der allerede havde været opført både på Broadway og på turné. Noget helt nyt.

Det er ikke morsomt hele tiden – noget af komikken er forældet, selvom man ikke har lyst til at indrømme det. Men det er vildt charmerende og et kig værd.

Tak til Mubi.

Animal Crackers, 1930

Instruktør: Victor Heerman.

Hovedroller: Marx Brothers, Margaret Dumont, Robert Greig.

99 min.

Kan streames på Mubi.com