RØRENDE OG GRIBENDE CLAYMATIONFILM OM ET STORT PENNE-VENSKAB

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Mary & Max

Blandt de forholdsvis få claymation-spillefilm er Mary & Max en af de største. En gribende fortælling om en lille australsk piges pennevenskab med en midaldrende mand i New York.

Det lyder måske ikke så spændende, men alle, der har set Adam Elliots film om pennevennerne, er blevet grebet – og filmen vandt fuldt fortjent hæder og anerkendelser overalt, hvor den kom frem, for 10 år siden.

Men den fik (selvfølgelig) ikke den store opmærksomhed i biograferne, hvor den var henvist til art cinemas, selvom dens fortælling appellerer bredt og sagtens kan ses af andre end cineaster.

Australieren Adam Elliot arbejder med claymation på sin helt egen måde. Der er bestemt mindelser om de tidligste Aardman-film, men Elliot har bevaret claymations klassiske udseende, og han lægger vægt på, at alt, ned til den mindste detalje i omgivelserne, skal være formet i ler. Han kalder selv sine film – hvoraf Mary & Max er den eneste i spillefilmlængde – for clayography, som skal betyde, at der er tale om claymation-biografier.

Hans sans for sine hovedpersoner og deres altoverskyggende tilstedeværelse i historien gør da også, at selvom Mary & Max har en handling, er det portrætterne af pigen og manden, der er filmens bærende styrke.

Og hvilke portrætter: Pigen Mary er et voldsomt forsømt, ensomt barn, der kun i øjeblikke synes bevidst om sin egen håbløse situation. Hun sender sit pennevennebrev til en tilfældigt valgt mand i New York: Max er en psykisk syg mand, der lever alene. Og han er perfekt på mange måder, blandt andet fordi de har den smølfeagtige tv-serie The Noblets som fælles passion.

Elliot fortæller om deres venskab gennem deres breve, hvor de udveksler livserfaring på børneniveau, hvorved vi langsomt lærer dem at kende og mærker såvel deres tragiske ensomhed og den sære lykke, deres liv også indeholder.

Den gribende slutning, som også er logisk, efterlader én i en sær tilstand af sorg – og glæde over at have stiftet bekendtskab med de to skæbner.

Udover den smukke claymation, der har krævet fem års arbejde, spiller lydsiden også en fabelagtig rolle. Fortælleren Barry Humphries lidt skingre stemme (vi kender ham som Dame Edma) er perfekt til den nøgterne præsentation af personerne og handlingen. Og Philip Seymour Hoffmans indtaling af Max er helt sikkert en af hans karrieres største præstationer, selvom man ikke ser ham.

Visuelt er filmen holdt i en nærmest sort/hvid-agtig stil – med utallige nærbilleder af de mange objekter, der betyder så meget for de introverte enspænder-personer.

Manuskriptet er forrygende godt – hver sætning har nye afsløringer.

“I find humans interesting, but I have trouble understanding them,” skriver Max blandt andet – og giver et klart signalement af sin og pennevennens forhold til livet.

Nu er Mary & Max så dukket op på den engelske udgave af Amazon Prime – har man aldrig set den, er der efter min mening ikke grund til at betænke sig. For mig er den er af de animationsfilm, jeg altid har lyst til at se – i sin helhed eller i små glimt – som minder mig om de to fantastiske hovedpersoner og om, at her er endnu eksempel på, hvor meget animation kan fortælle – som ingen live action film ville magte.