MAGISKE MATILDA ER STADIG CHARMERENDE – OG VIRKELIG SKÆG

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Matilda

Matilda er så uheldig at blive født ind i en rædselsfuld familie. Da faren ser hende første gang på hospitalet, er der et udtryk af rasende væmmelse i hans ansigt – og da de kører fra hospitalet, ligger den lille baby i en autostol, der ikke er spændt fast, men rutsjer voldsomt rundt i bagagerummet.

Det hele er dog så grotesk, at det faktisk er ret sjovt. Matilda fra 1996 er baseret på Roald Dahls bog af samme navn fra 1988, og filmen er instrueret af Danny DeVito. Han spiller også selv med og er forrygende som Matildas modbydelige far Harry Wormwood, der sælger brugte biler, som han med stolthed fusker med. Mindst lige så vederstyggelig er moren Zinnia, spillet med über-blonderet hår af Rhea Perlman, hvis liv handler om at tv-shoppe.

Heldigvis for Matilda er hun et geni. Hun bliver efterladt alene hjemme som helt lille, og hun lærer hurtigt at lave dejlig mad til sig selv – og læse bøger. Forældrene bliver forargede, da fireårige Matilda ønsker sig en bog, men så opdager hun biblioteket, og som seksårig er hun for længst rykket videre til voksenbøger og er opslugt af Moby Dick.

Faren bliver rasende, da Matilda ikke vil sidde foran flimmeren og skovle færdigmad i kæften sammen med resten af familien: ”Du kan ikke lære noget fra en bog, som du ikke kan lære fra tv meget hurtigere,” skumler han.

Men én af de gange, hvor faren skælder Matilda ud, går det op for hende, at hun ikke kun er ufatteligt klog – hun har også evnen til at flytte ting med tankens kraft. Og det får hun brug for. Til at begynde med er det dog små ting, som at bruge kræfterne til at hælde mælk ud over sin morgenmad og made sig selv med en ske.

Hun drømmer mindeligt om at komme i skole, hvilket forældrene ikke umiddelbart synes kan komme på tale – for hvem skal så tage imod de pakker, de får leveret til huset? Men da Harry sælger et sminket lig til en skoleforstander, sender han Matilda til samme institution. Den er nemlig helt forfærdelig.

Forstander Trunchbull er en af de bedste skurke i en børnefilm nogensinde. Hun er stærk og grum, tidligere olympisk mester i kuglestødning og ikke bleg for at slynge børn væk, hvis de formaster sig til at have rottehaler på i skolen.

Det er så overdrevet, at det aldrig bliver uhyggeligt, heller ikke selv om Trunchbull har et lille torturkammer til uartige (læs: glade) børn, og at Matildas forældre er så rædsomme.

Og heldigvis møder Matilda den søde Miss Honey, der er hendes skolelærer, og som er mild og god og meget imponeret af, hvor klog Matilda er. Hun er tilfældigvis også Trunchbulls niece, og Miss Honey bærer også rundt på barndomstraumer, som Matilda og hendes magiske evner hjælper hende med.

Matilda spilles med utrolig sød overbevisning af Mara Wilson, der også imponerede i Mrs. Doubtfire over for Robin Williams. Selveste Pee-Wee Herman, Paul Reubens, har en mindre rolle som FBI-agent, og Pam Ferris må særligt fremhæves som den diabolske forstander.

Hun er gjort utroligt grim og utroligt usympatisk, for alt i filmen skal som sagt være overdrevet – hendes tænder er ekstra forlorne, der er et par falske vorter, men hun er også bare udspekuleret i sine straffe. Da én dreng har spist et stykke chokoladekage, tvinger hun ham til at spise en overdådig, fedtet chokoladekage foran hele skolen – tilbredt af en uhumsk udseende kok – og man vånder sig rigtigt over det ubehagelige og kvalme i situationen. Det er herligt!

Der er hård konkurrence om at være den bedste filmatisering af en Roald Dahl-film – Willy Wonka and the Chocolate Factory vil altid være en personlig favorit på grund af Gene Wilder – men ellers ligger Matilda helt deroppe ved siden af den uhyggelige The Witches og den sprudlende Fantastic Mr. Fox. Der er næsten altid noget at elske, når det er en Roald Dahl-filmatisering.