Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Max Payne 3 (2012)

Max Payne og især Max Payne 3 er gået lidt i glemmebogen, og det er ærgerligt. For seriens tredje spil er værd at vende tilbage til.

Da det sidste kapitel i historien om Max Payne udkom i 2012, var det til en anmelderskare der generelt var begejstrede. Serien var ikke længere i hænderne på Remedy Entertainment, men solgt til Rockstar, så studiets boss og kreative chef Dan Houser nu kunne få lov til at skrive sin helt egen Max Payne historie. Det var generelt en ny retning for den forpinte politibetjent, men efter min ydmyge mening, en god retning.

Der var nemlig også kritikere som var imod spillets mere farverige udseende, og mangel på innovation i forhold til de to tidligere spil. Det er her jeg stejler, for det bedste for serien var lige præcis at tage Max ud af det farveløse bybillede af New York og placere ham i ekstrem uvante omgivelser, som i dette tilfælde var kulørte Sao Paulo i Brazilien. Her er der ingen der kender Max’s fortid, ingen der ved at hans kone og barn brutalt blev myrdet, og ingen der kender til hans voldsomme metoder, når skurkene skal findes og uskadeliggøres.

Det er som sagt Dan Houser der står bag manuskriptet, og her har vi et tveægget sværd, for Dan er en ret dygtig forfatter, men han forstår sig altså ikke rigtig på at skrive replikker. Hovedhistorien er hans force, og det kan man altså godt mærke – for mens plottet emmer af gravitas og drama, så er næsten alle one-liners af tvivlsom karakter og man sidder ofte og slår sig på panden over hvor mange dumme ting Max siger. Her er et par eksempler, selvfølgelig sagt med en dyb, dirrende stemme:

 

Max Payne: [trykker på en knap der tilkalder elevatoren] So what am I, the button pusher?

Raul Passos: Yeah, you’re so good at it. Good job.

Max Payne: This town had more smoke and mirrors than a strip-club dressing room.

Max Payne: So much for a lazy Sunday afternoon. My next trick would be a high wire act, with a fiery pit for a safety net, it was nice that no one was shooting at me for a change, but i’d take a shot in the head over a slow roast on a spit any day of the goddamn week.

 

De citater kommer alle sammen på tidspunkter, hvor Max på den ene eller anden måde er i en dødsens farlig situation, og ordene klinger derfor hult.

Men hovedplottet er heldigvis sindssygt fedt. Max Payne har det værre end nogensinde før, og er reelt set ved at drikke sig ihjel på den lokale bodega i New York. Pludselig dukker en gammel glemt ven op, og tilbyder ham et job som bodyguard for en rig brasiliansk familie – og da Max lige har dræbt sønnen af en af de mere magtfulde mafia familier i The Big Apple, virker det som en god ide at komme lidt væk.

Men det hjælper ikke vores kære helt at flytte til et andet land, for minderne om drabet på familien nager ham stadig, og den eneste forskel er at han nu drikker sig ihjel i dyr spiritus, i stedet for billig whisky.

Det er en fantastisk mørk rejse gennem et forpint sind, der er visualiseret ved at der konstant er udrivninger i billedet. Som om at Max har problemer med at se virkeligheden skarpt, og derfor er efterladt med et slags surrealistisk filter over sit liv. Det forklarer måske også spillets signaturfeature, som jo er at han kan få tiden til at gå langsomt, når der skal skydes skurke. Max oplever tiden i en fjerdedel hastighed, for hans verden “gik i stå” da familien døde.

Udover en fremragende historie, så er det også det flotteste spil i serien, og teknikken bag er ikke set bedre. Slow motion sekvenserne ser fantastiske ud, og fungerer også bedre end nogensinde før især fordi Rockstar forstår at lave såkaldte set-pieces, hvor en actionsekvens udspiller sig, med lidt hjælp fra spilleren, som kunne være taget direkte ud af de bedste Hollywood action-film gennem tiden.

Max Payne og især Max Payne 3 er gået lidt i glemmebogen, og det er ærgerligt. Han er ikke den typiske spilhelt, nærmere en anti-helt der er villig til at gøre hvad som helst for at få hævn over de mennesker der har forbrudt sig mod ham. Han er en deprimerende eksistens, der derfor også er meget mere interessant end mange af de helte vi ser på det store biograflærred i dag. Og lad os bare glemme at der rent faktisk eksisterer en film, for Mark Wahlberg kan skride helt ad helvede til – han nægtede efter sigende at se eller spille spillene inden han lavede filmen, fordi han ville ikke farves af andres portræt af Max Payne. Bvaaaaaa.

Det er stadig ikke helt billigt at købe Max Payne 3 til PC, men er man villig til at spille Xbox360 eller PS3 versionen, så er de til at få fat i for småpenge i diverse brugtspilsforhandlere.

Max Payne blev skabt af Remedy Entertainmebnt i 2001. Max Payne 3 er fra 2012.

Spillets slow motion effekt, også kaldet Bullet Time, er taget direkte fra filmen The Matrix (1999), som effekten blev opfundet til.

Sam Lake skrev manuskriptet til både Max Payne 1 og 2, men han lagde også ansigt til Max Payne 1.

James McCaffrey der lægger stemme til Max, kan også høres som Edward Carnby, hovedpersonen i Alone in the Dark fra 2008.