Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Miraklet på 8. gade (1987)

Normalt kommer rumvæsner til jorden ombord på rumskibe. Men i den sødmefulde 80’er-film Miraklet på 8. gade er det rumskibene, der i sig selv er væsner med stor personlighed. Og de er bittesmå og enormt søde.

Et ældre ægtepar bor i et nedrivningstruet hus, men Frank og Faye Riley vil ikke flytte derfra. De kæmper med næb og klør for at få lov at blive.

Byfornyelse

De ejer en cafe i ejendommens stueetage, og den minder dem om bedre tider, da området var livligt og lykkeligt. Cafeen er også midtpunkt for de få tilbageværende beboere i ejendommen. Udover ægteparret bor der en enlig, gravid kvinde, en falleret kunstmaler og en pensioneret bokser.

Som de eneste i ejendommen tager de ikke imod de bestikkelsespenge, som ejendomsspekulanten Lacey tilbyder dem. Han er bare interesseret i at få ejendommen rømmet for beboere, så han kan rive den ned og bygge nyt og moderne – og sjælløst…

Dem, der holder stand, bliver dog udsat for bøllen Carlos, der er sendt af Lacey for at tvinge dem ud af ejendommen. Carlos truer beboerne og smadrer cafeen.

Flyvende tallerkener

Faye er smådement, så da parrets cafe bliver smadret, er Frank tæt på at give op og flytte ind på et plejehjem.

Men frelsen kommer i form af bittesmå rumskibe. I ly af natten kommer to flyvende tallerkener, og de fikser meget af det, der er i stykker – også cafeen.

De små rumskibe flytter ind i et skur på taget, og beboerne i ejendommen tager dem til sig, og samtidig får rumskibene skræmt Carlos væk. Så for en stund ånder alt fred og idyl, også fordi cafeen blomstrer i kraft af alle de håndværkere, der arbejder i området med byfornyelse.

Babyrumskibe giver nyt liv

Men de små rumskibe er faktisk han- og hunkøn. Og damerumskibet er gravid. Hun bliver fodret med en masse metal og elektrisk udstyr, og så føder hun tre endnu mindre rumskibe, der ligesom forældrene har store udtryksfulde øjne, der lyser.

Desværre er et af de små rumskibe dødfødt. Forældrene sørger sammen med alle beboerne. Faye, der selv har mistet sin eneste søn, begraver den lille i en urtepotte. Men bokseren Harry graver ham op, og ved at skille sit dyrebare tv ad og bruge delene, får han liv i den lille fyr.

Faye liver op takket være de små rumskibe. Det er godt for hende at pleje dem, og hun ender med endeligt at acceptere og slutte fred med, at hendes søn er død. Og faktisk ender det nærmest også med, at bøllen Carlos træder ind i det vakum, som sønnen har efterladt.

En klassisk kamp

Det er en klassisk fortælling om den lille mod den store. Men selv om det er en film med rødder i sci-fi, så holder den på, at ikke alt nyt er godt, og at vi skal respektere fortiden, allerhelst ved at føre den ind i nutiden.

Ægteparret Riley bliver spillet af Hume Cronyn og Jessica Tandy, der også var gift i virkeligheden. Især Tandy, hvis lange karriere blomstrede op i slutningen af hendes liv, imponerer som skrøbelig kvinde på randen af demensens glemsel og forvirring.

Filmen blev produceret af Steven Spielberg, og James Horner skrev musikken, blandt andet et vidunderligt jazzet swing-score, der passer godt til at illustrere den tid, som ægteparret Riley har så svært ved at give slip på, og er en skæg kontrast til filmens rumskibsvæsner.

Og så er historien Brad Birds første manuskript til en spillefilm. Han skrev og instruerede siden Drengen og Jernkæmpen, De Utrolige og Ratatouille.

Miraklet på 8. gade, 1987

Instruktør: Matthew Robbins

Hovedroller: Jessica Tandy, Hume Cronyn, Dennis Boutsikaris, Frank McRae, Elizabeth Peña

106 min.

Filmen kan lejes på Google Play, Microsoft Store og iTunes, og den kan købes hos Laserdisken.