Da Hayao Miyazaki meddelte sin pension efter The Wind Rises troede man selvfølgelig ikke på det. Han har sagt det før og det blevet lidt som med Frank Sinatras afskedskoncerter. Men der gik alligevel noget tid, før rygterne svirrede, og det første gik på, at han ville lave en lang film bygget over den kortfilm, man kun kan se, hvis man besøger det utrolige Ghibli-museum udenfor Tokyo. En ordløs lille film om insekter ved en sø, en slags Silly Symphony i Miyazaki-stil. Meget rørende og enkel.
Men den bliver det ikke (det lød også LIDT kedeligt). Til gengæld laver han en film, bygget over en børnebog af en japansk forfatter og journalist, der var meget indflydelsesrig i det japanske åndsliv i 30’erne og fremefter. Han brød med mange stolte japanske traditioner om ære og nationalisme og udspredte et humanistisk pacifistisk budskab – som man genfinder i Miyazakis værk.
Genzaburo Yoshino (1899-1981) udgav bogen “How do you live?” i 1937. Den er såvidt jeg kan se aldrig oversat, men den havde stor inflydelse på visse kredse i Japan – og tydeligvis også på Miyazaki. Iflg. en officiel meddelelse fra Ghibli handler filmen om en mand, der påvirkes af bogens fortælling om teenageår, familierelationer og personlig udvikling. Bogen er skrevet på et tidspunkt, hvor Japan oprustede og førte krig – og hvor censuren var streng. Yoshino brugte børnebogsformen til at kamouflere sine budskaber, der klart gik imod det kejserlige Japans ønsker.
Spørgsmålet er, om denne mand, filmen handler om, er Miyazaki selv, og at der derfor er tale om en direkte selvbiografisk film – noget kunne ihvertfald tyde på, at den 76-årige mester vil afslutte sin karriere med et endnu mere personligt værk end The Wind Rises.
For denne bliver hans absolut sidste. Naturligvis!