Jeg er altid på udkig efter et par gode høretelefoner. Faktisk er mit kontor fyldt med dem, for hver gang jeg køber et par gode, kommer der noget nyt, som jeg simpelthen er nødt til at eje.
For nylig var det Sennheisers nyeste trådløse earbuds, Sennheiser Momentum True Wireless, jeg faldt for – på trods af den alt for høje pris, 2190 kr, måtte jeg bare have dem. Alle anmeldelser jeg havde læst og videoer om dem jeg havde set, havde fået min nysgerrighed helt op i det røde felt.

Problemet for mig har altid været, at earbuds falder ud, så snart jeg bevæger mig, smiler eller taler. Selv et par af Sennheisers earbuds med ledning som jeg fik fingre i for et par år siden, kunne ikke blive i mine øregange. Og ja ja, jeg har prøvet alle de forskellige øretips der følger med. Men min frygt var at Sennheiser Momentum True Wireless, heller ikke ville kunne sidde fast, men med det samme jeg puttede dem i ørene, var der ingen tvivl om, at jeg kunne hoppe og danse ligeså tosset jeg har lyst til – de sidder fast.

Men lad os bare være ærlige, det er lyden der er interessant – kan Momentum True Wireless levere en lydoplevelse der er pengene værd? Hertil er svaret både ja og nej. På den ene side er det her de bedste earbuds jeg har lyttet til, som ikke har været in-ear monitors (læs: earbuds til live musikere, der skal kunne høre hvad de spiller, uden interferens fra et skrigende publikum og koncerthøjtalere). De skaber et flot stereobillede af den musik man lytter til, og selv heavy metal lyder godt, hvilket er en svær genre at mestre. Desuden medfølger der en fin app, hvor man nemt kan skræddersy lyden efter smag.

Der hvor Momentum True Wireless fejler, er i småfejl, som kan være meget forstyrrende. Det er ikke tit det sker, men i ny og næ, flipper lyden helt ud og skratter i et sekund, før det vender tilbage til de søde toner af f.eks. Parkway Drive. Det er hurtigt overstået, men virkelig irriterende. Og så har jeg også været ude for udfald i forbindelsen til min telefon, som igen er kortvarig, men ikke desto mindre irriterende.

Batterilevetiden kunne også være bedre. På en fuld opladning, får jeg ca. 3.5 til 4 timers spilletid, og med den medfølgende pouch, som de ligger i, kan den genoplades ca. 2 gange, på farten. Det lyder muligvis som, at de holder meget kort tid, men jeg har faktisk ikke rendt ind i en situation, hvor jeg har stået uden batteri endnu.
Så Sennheiser Momentum True Wireless er altså ikke perfekte, men det er heldigvis i den tekniske afdeling at problemerne ligger, og ikke med lyden. Og det skal også lige nævnes, at da de udkom var der et hav af problemer, som Sennheiser har været gode til at patche stille og roligt. Forhåbentlig kan de for bugt med de sidste indenfor den nærmeste fremtid, for Momentum True Wireless er uden tvivl de bedste earbuds jeg har lyttet til.
Sennheiser Momentum True Wireless
Pris: 2.190 kr.
Kan fås hos power.dk, Hifi Klubben og Dustin Home.