MÅNEBASE-MARERIDT I SCI-FI MESTERVÆRK

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Moon

”I am Sam Bell.”

Sam Rockwell er min yndlingsskuespiller. Det skyldes i høj grad hans gåsehudsfremkaldende tour de force-præstation i Moon, Duncan Jones’ debutfilm. Ihvertfald ved siden af hans genialt sjove biroller i Galaxy Quest og Hitchhikers Guide to the Galaxy).

I disse dage er det ti år siden, filmen havde verdenspremiere på Sundance Film Festival, og Moon er ganske enkelt en af de bedste sci-fi film. Ikke bare i dette århundrede, men i det hele taget.

Sam Rockwell er så godt som den eneste skuespiller i denne enkle, men overvældende film. Han spiller Sam Bell, en mand, der har været udstationeret på Månen, hvor han udvinder Helium-3, der bruges som energikilde på Jorden.

Han skal være udstationeret i tre år, mutters alene. Der er kommunikationsproblemer med Jorden, så han har sparsom kontakt med sine to overordnede fra Lunar Industries, og får også nogle videobeskeder fra sin kone og lille datter, en datter, der er blevet født, mens han har været væk. Hans eneste selskab er GERTY, en kunstig intelligens (med stemme af Kevin Spacey), der har en skærm med en smiley på, som den skifter alt efter behov og stemning.

Månebasens udseende er klassisk sci-fi, hvidt og sterilt, men her er det slidt og troværdigt. Der blev brugt miniaturer, når der var sparsomme optagelser “på månen”, for at få det til at se så troværdigt ud som muligt.

Men det er næsten et kammerspil, der stort set kun foregår på den klaustrofobiske base.

Formidabelt samspil

På et tidspunkt forulykker Sam med sit månekøretøj og mister bevidstheden.

Sam vågner i infirmeriet. Lunar Industries insisterer på, at Sam skal blive på basen og ikke tage ud til en ødelagt høstmaskine, men Sam bliver paranoid og får narret GERTY, så han kommer ud. I den forulykkede høstmaskine finder han en mand – sin egen dobbeltgænger!

De er begge Sam Bell. Den netop vågnede er en arrogant, strømlinet type, den anden fra ulykken ensom og sørgmodig. Samme mand, hvoraf den ene har erfaringer, den anden ikke har, står overfor hinanden. Vidt forskellige og alligevel ens.

Det er ”samspillet” mellem de to Sam’er, der gør filmen virkelig blændende, og Rockwells præstation kan ikke hyldes nok. Duncan Jones lavede filmen med Rockwell for øje, så han har også haft stor fidus for ham.

Søn af David Bowie

”Jeg forstår ikke, hvad der sker… jeg vil hjem,” hvisker den udmattede og rædselsslagne Sam Bell. Men det er ikke en rumgyser. Det er en filosoferende, udfordrende og ubegribelig fortælling, der uden det store drama alligevel formår at få seeren til at sidde på kanten af sædet, åndeløs over hvad der foregår på skærmen.

Der skal ikke afsløres for meget her, men man tager sig i at lægge mærke til detaljer som planter, deres størrelse og trivsel, for på den måde at samle det puslespil, som filmen er.

Instruktøren Duncan Jones har siden lavet den gode Source Code, den udskældte Warcraft og den ligeledes hånede Mute, som jeg dog personligt godt kunne lide. Sidstnævnte foregår i samme univers som Moon, og Sam Bell/Sam Rockwell har en flygtig cameo i den.

Filmens manuskript er skrevet af Nathan Parker, men idéen var Duncan Jones’. Han er i øvrigt David Bowies søn, noget jeg først fandt ud af relativt sent – men det faktum synes ikke at have hjulpet filmen, lige da den kom.

Musikken er lavet af Clint Mansell og fortjener virkelig også stor hyldest. Det er enkelt og cyklisk, særligt hovedtemaet med dets simple klavermelodi i fokus, hvor der udenom vokser og pulserer elektroniske og pulserende lyde og effekter.