”Land of the free … home of the weird.”
Frihedsgudinden taler til Michael Jackson, hvilket bare får The King of Pop til at smile. Han er selv én af de mærkelige, hun hentyder til, og det har han ikke noget problem med.
Personligt ville jeg have fundet det ret skræmmende med en talende statue, (også selv om jeg er mærkelig), men Michael er ikke særligt overrasket over de skøre og fantasifulde ting, der sker for ham i Moonwalker fra 1988.
Jeg er nødt til at give filmen lidt kærlige ord med på vejen, nu hvor mine kollegaer Troels og Christopher har spillet arkadespillet Moonwalker i 16-bitter, men chokerende nok slet ikke kender filmen, der ligger til grund for spillet.
Jeg må indrømme, at jeg så den ret mange gange som barn, for den er en herlig blanding af spændende og flotte musikvideoer, og så en fantastisk historie med både sci-fi og fantasy-elementer.
Eller … lidt for fantastisk måske.
Transformer-Michael
Jeg var åbenbart ikke været det skarpeste barn i skuffen, siden jeg elskede den så meget, for det er virkelig en mærkelig og rodet film.
Den består af en samling vildt flotte musikvideoer, og de fungerer i sig selv upåklageligt. Problemet er, at der er presset en historie ned over de vidt forskellige videoer, som desperat prøver at skabe en sammenhæng.
Og historien? Michael Jackson er i virkeligheden en transformer-agtig robot med Peter Pan-tendenser og frelserkompleks. Han er gode venner med tre børn, der bliver kidnappet af den onde Mr. Big (spillet af Joe Pesci med first generation man bun), og så må Michael redde dem.
Som om det ikke i sig selv er vanvittigt sært, så er det også en retrospektiv rejse gennem Michaels karriere, lige fra hans barndomsår i front for Jackson 5 helt op til albummet ”Bad”.
Claymation og collage
Og det er netop sangene fra det album, filmet er bygget op af. For eksempel kæmpehittet ”Smooth Criminal”, hvor Michael Jackson iført flødehvidt jakkesæt danser rundt som en anden gangster og trodser tyngdekraften. Her har sangen så pludselig fået tilføjet flere vers, der knytter den mere an til filmens historie.
Albummet ”Bad”s titelsang findes der allerede en musikvideo til, hvor Michael Jackson i råt lædertøj danser rundt med en flok rødder i en subway-station – men filmens udgave er en total kopi, bortset fra, at alle de voksne nu er erstattet af børn. Ned til mindste detalje ligner børnene de voksne, selv med skægstubbe og nittestøvler.
Men Michael Jackson skal roses for at samarbejde med virkeligt dygtige folk. Musikvideoen til ”Speed Demon” er lavet i claymation af Will Vinton, der i 1974 vandt en Oscar for den smukke kortfilm Closed Mondays, om en fulderik på kunstudstilling. Will Wintons studie blev senere til Laika-studiet, kendt for klassikere som Coraline.
Og så indfletter han på charmerende vis kritik af paparazzi-kulturen i ”Leave Me Alone”. I en flot blanding af collage, stop motion og live action flyver han rundt i en forlystelsespark sammen med chimpansen Bubbles, og her er de vidne til nogle af de vanvittige historier, medierne har brygget om ham.
Filmen vil for meget. Fremstille Michael Jackson som offer, som misforstået, som frelser – og som børnenes ven.
Det kan man jo så tænke sit om…
Men i sidste ende, så er der musikken – og den er altid en fornøjelse.
FAKTA
Er du blevet helt syg efter selv at se Moonwalker, så kan filmen købes både på blu-ray og dvd hos Laserdisken.