ALVOR OG HYGGE GÅR HÅND I DUKKE I MUPPETS JULEFILM

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Muppets juleeventyr

“Det er altså uhyggeligt. Skal vi bekymre os for børnene blandt publikum?” 

“Nej, det er okay, når det er kultur.”

Sådan lyder det mellem rotten Rizzo og Charles Dickens, der til forveksling ligner Gonzo – for det her er Muppets juleeventyr, hvor de kendte dukker fortæller den klassiske julefortælling med en herlig blanding af mørk alvor og gakket humor.

Seriøs tilgang til rollen

Historien skrev Charles Dickens helt tilbage i 1843, og den handler om den bistre Ebenezer Scrooge, der natten til juleaften bliver besøgt af en håndfuld spøgelser, der på hver deres måde prøver at ruske lidt kærlighed ind i den kolde mand. Det er ikke for sarte sjæle, for Scrooge får blandt andet besøg af fortidens, nutidens og fremtidens ånd. 

En hulens bunke skuespillere har prøvet kræfter med den sure Scrooge og afarter heraf, blandt andet Bill Murray, Jim Carrey, Walter Matthau, Jack Palance, Patrick Stewart, Alastair Sim og Basil Rathbone, for bare at nævne nogle få. Men i den massive flok af talenter stråler Michael Caine alligevel stærkt i denne film. Han gik til opgaven med at spille overfor de filtede muppets, som hvis det var overfor The Royal Shakespeare Company. 

“Jeg vil aldrig blinke, jeg vil aldrig gøre noget Muppet-agtigt. Jeg vil spille Scrooge, som var det en totalt dramatisk rolle og der ikke var nogen dukker rundt om mig,” har han fortalt i et interview til The Guardian. 

Skræmmende god

Caine spiller ham forrygende. Han er bidende alvorlig, som det sig hør og bør for den tarvelige mand. Da hans stab af bogholdere, spillet af rotter, spørger om de kan få en ekstra skovl kul til at komme på ilden, da det er blevet koldere, spørger han dem, hvordan de vil have det med at være ARBEJDSLØSE?!

“Hedebølge” råber de, og er pludselig iført bastskørt og palmeblade i ægte Muppet-stil.

Som modspil til den lede Scrooge er der venlige og milde Bob Cratchit, der selvfølgelig bliver spillet af Kermit. Hjemme i hans hus er Miss Piggy hans brokkende kone Emily Cratchit, men de er fælles om at være bekymrede for Tiny Tim, en mini-kermit, der er syg og skrantende.

Faktisk risikerer den lille Tim af dø, fordi hans far ikke har råd til at sørge for ordentlig mad og forhold til ham på grund af den nærige Scrooge, men takket være ånderne, der hjemsøger Scrooge, kommer han på bedre tanker.

Fortiden kan man ikke ændre

Fortidens ånd viser ham den dreng og unge mand, han var. Nutidens ånd lader Scrooge se, hvordan folk virkelig tænker om ham, hvilket er med til at ændre ham. Men fremtidens ånd, åh… der ser Scrooge, hvor glade folk vil være, når han dør. Han ser, hvordan tabet af Tim lægger en uendeligt mørk sky over Cratchit-familien. Det er ubærligt for ham at se – men han ved, at han kan ændre på det i sin nutid. Han kan ikke gøre fortiden om, men han kan ændre sin fremtid. Det er jo en simpel, men forrygende, lære. 

Historien er tung, men iblandet de skægge Muppets glider det ned som lunt julebagværk. Særligt samspillet mellem Dickens og Rizzo er sjovt.

Som Scrooges tidligere samarbejdspartnere Marley-brødrene ses selvfølgelig de sure mænd fra logen Statler og Waldorf, og det er dem, der advarer ham om, hvad der vil ske, hvis han ikke ændrer sig.

Tung arv

Der er en masse skønne visuelle gags, gamle kending som Fozzie Bear og den svenske kok, og så er der gode sange. 

Jim Henson døde i 1990, og filmen fra 1992 var den første, der kom, efter hans bortgang. Det er hans søn Brian Henson, der har instrueret den, og Steve Whitmire, der også er stemmen bag Rizzo, blev af Hensons enke Jane og sønnen Brian opfordret til at overtage Kermit efter den geniale Muppet-skaber.

Filmen var den indtil videre mørkeste Muppet-film, men måske også den mest rørende. Godt hjulpet på vej af Caines præstation, der er ægte rørende, fordi hans sorg er så håndgribelig, da det går op for ham, at han i virkeligheden har ødslet sit liv bort i jagten på ussel mammon.

Men det ender lykkeligt – som det skal, når det er en julefilm for hele familien.