MESTERLIGT SKUESPIL I NY SCI-FI FILM

Instruktøren Duncan Jones er aktuel med en ny film. Den hedder Mute, den er sci-fi, og den havde premiere på Netflix den 23. februar.

Jones brød igennem med sin mesterlige debutfilm Moon, og denne film skal ses som en slags fortsættelse. Den foregår i hvert fald i samme univers, og man ser rent faktisk Sam Bell, astronauten spillet af Sam Rockwell, på et tidspunkt.

Men den foregår ikke på en måne eller en fremmed planet. Den foregår i Berlin engang i fremtiden. Og det ligner en Blade Runner-agtig fremtid. Dystopisk, mørk, neon-oplyst.

Men Mute er knap så regnvåd og nedslående. Den prøver ikke at overgå Blade Runner, for vi kender jo den sci-fi æstetik til hudløshed.

Der er noget enormt befriende ved, at den så utvetydigt ligner alle sci-fi noirs moder, og så ikke går op i udseende, men mere i indhold.

Delte meninger

Og det indhold kan i den grad diskuteres. De udenlandske anmeldelser er overvejende ekstremt kritiske. Men her er en positiv. Jeg kan godt lide den. Rigtig godt.

Jeg holder af Alexander Skarsgård som den stumme kæmpe Leo. Hans ansigt er sørgmodigt, men udtryksfuldt, og han lyser op, når han er sammen med sin livlige kæreste Naadirah. Da hun forsvinder, fokuserer han 100% på at finde hende igen, og det er ikke nemt i fremtids-Berlins fordærvede labyrintiske undergrund.

Jeg holder endnu mere af Paul Rudd. Den måske mest sympatiske skuespiller i verden – i hvert fald udadtil – har fået et episk overskæg og spiller røvhullet Cactus Bill. Han er en amerikaner i Berlin, han er der ikke helt lovligt, men han er kirurg og fikser folk, som mafiaen skal have lappet sammen.

Men selv om han er en idiot, så er han ikke et gennemført røvhul. Der er facetter til hans figur, mest iøjnefaldende er det, hvor god en far han er, og hvor meget han generelt går op i at beskytte børns uskyld. Og alligevel er enormt usympatisk. Rudd spiller mesterligt.

Udstødt hovedperson

Man bliver ikke holdt i hånden rent historiemæssigt. Der har været en krig, og det har skabt en splittelse i den vestlige verden, og derfor kan folk ikke bare rejse frem og tilbage mellem landene. Men det er lidt svært at finde ud af, hvad der er sket. Det er bare også ret lige meget.

Leo er stum, fordi hans familie er mormoner. Da han kom til skade som barn, ville de derfor ikke lade ham operere. Det er påfaldende i en tid, hvor de fleste skader kan udredes. Derfor er han nem at holde med og af, for udstødte er jo altid ret sympatiske.

Han er dog dobbelt udstødt, fordi han stadig er mormon. Hans religion afskærmer ham fra tidens teknologi, der i endnu højere grad end nu dominerer hverdagen.

Helt hæmmet er han, da han på et tidspunkt vil bestille mad i en automat. Den registrerer ham, men fordi han ikke kan tale, kan den ikke tage imod hans ordre. Selv om han trykker på standeren, så reagerer den ikke. Tidens teknologi er stemmekontrolleret.

Tip til musik og litteratur

Clint Mansell lavede musikken til Moon, og det er et fabelagtigt soundtrack. Han har også lavet musikken til Mute, og det er også værd at lytte til, selv om det, så vidt jeg kan se, ikke er tilgængeligt hverken fysisk eller digitalt endnu.

Men på youtube ligger der nogle klip med trailer musik, og der er noget smukt og rørende over, at filmen, der handler om en stum mand, bruger vokalen som et instrument, selv om den er forvrænget af vocoder. Det lægger et fint lag til filmens handling.

Alt i alt en film, der er værd at se. Duncan Jones har udover Moon også lavet Source Code og Warcraft (shh, don’t mention the war), og han har både flair og faible for de mere overnaturlige, fantasifulde fortællinger. Men han sin helt egen ro, der trænger igennem hans film. Han lader historien folde sig ud, og jeg var personligt underholdt hele vejen igennem, selv om Mute også manede til eftertænksomhed.

I øvrigt er filmen dedikeret til hans far: David Bowie. Hvis man er glad for at læse, så kan man lige nu være med i en læseklub med Duncan Jones og på sin vis David Bowie. Siden 1. januar 2018 har sønnen nemlig delt en titel hver måned fra farens 100 favoritbøger – og man må gerne læse med. Det har et hashtag, og det hedder #BowieBookclub