I juli måned blev den animerede spillefilm N Zha en gigantisk succes i de kinesiske biografer. Et 100% kinesisk computeranimeret eventyr om en rebelsk og genstridig dreng, der får særlige dæmoniske kræfter og skal kæmpe mod sin egen skæbne. Den overhalede en anden kinesisk succes, The Wandering Earth, som netop nu kan ses på Netflix.

Men hvad der næsten er endnu mere imponerende, er at den nu også har fået et stort publikum i amerikanske biografer, hvor den havde premiere i weekenden (30.august) – ganske vist i et meget begrænset antal biografer, som til gengæld var godt fyldte weekenden over.

Den vises på kinesisk, men fra biograferne lyder det, at det ikke kun er amerikanere med kinesisk baggrund, der har købt billet.

Noget tyder på, at det voldsomme eventyr om den utilpassede dreng og alt det dæmoniske har lokket, for det er meget sjældent, at kinesiske film, der ikke har engelsk tale, kan klare sig på det amerikanske biografmarked. Filmen er tilmed også i IMAX, så man i de rette biografer kan oplevede de computeranimerede billeder i stort format.

Kinesisk animation har længe ligget under for vestlig, og mange af de enorme studier i Kina har primært beskæftiget sig med bestillingsarbejde på europæiske og amerikanske produktioner. I 2009 blev den dansk-prdoucerede serie Enyo således lavet i Shanghai, og mange andre er siden fulgt efter.

Men de kinesiske studier kan jo sagtens lave deres egne film, hvis de får fat i de rette historier, og N Zha ser ud til at have plet – først på hjemmemarkedet, og nu også, ihvertfald i begrænset omfang i USA. Den har også har premiere i andre lande, men der er såvidt vides ingen planer for Danmark.

Så vi må nøjes med traileren indtil videre.

N Zha, (Nezha zhi motong jiangshi) 2019

Instruktør: Jiaozi

100 min.

Produceret af Chengdu Coco Cartoon