I går kunne vi her på siden berette om, at Netflix brygger på en masse ny animation, men streamingtjenesten viser sig at have mange flere tegnede projekter i støbeskeen.
Nu fortæller de nemlig også om en stort satsning på anime skabt i Asien.
Pacific Rim kommer som anime-serie. I 2013 lavede Guillermo del Toro den første spillefilm om kæmpe kaiju-monstre fra jordens indre, der holdes stangen af gigantiske mecha-robotter. De kaldes Jaegers og styres af mennesker. I år udkom Pacific Rim 2: Uprising, hvor et nyt kuld af Jaeger-piloter optrænes.
Anime-serien kommer til at handle om to søskende, en teenagedreng og hans naive lillesøster, der bemander en efterladt Jaeger, som de bruger i jagten på deres forsvundne forældre.
Lokale fabler og Cowboy Bebop-forfatter
Også live-action tv-serien Altered Carbon, som Netflix havde premiere på i år, bliver nu animeret. Den kommer til at foregå i samme dystopiske sci-fi/cyberpunk univers som serien, og manuskriptforfatteren er Dai Sato, der også har skabt Cowboy Bebop og Samurai Champloo. Den skal laves hos Studio Anima, der også stod bag den fænomenale Batman Ninja.
Derudover kan vi se frem til Cagaster of af Insect Cage, en post-apokalyptisk serie lavet af Gonzo Studio. Fra Filippinerne kommer serien Trese om overnaturlige væsner, baseret på lokal folklore.
Shimmers bliver en uhyggelig serie om thailandske fabler, og den står instruktør Wisit Sasanatieng bag. I 2000 lavede han den hårdtslående live action-thai western Tears of the Black Tiger, som udmærkede sig visuelt med dens nostalgiske farvesætning, som var det en technicolor-film fra 30’erne.
Yasuke kommer til at handle om et krigsramt Japan, fyldt med magi, hvor en pensioneret ronin må samle sit svært op igen og beskytte et mystisk barn. Den er skabt og instrueret af LeSean Thomas, der også har lavet voksen-tegnefilmsserien The Boondocks, der blev vist på Adult Swim.

Cowboy Bebop fra kultanimeen af samme navn. Forfatteren bag, Dai Sato, er hyret ind af Netflix til at skabe ny anime.