Vi har før fortalt, at Netflix er i gang med at producere en animationsfilm, der hedder Klaus, men den skal ikke bare streames – for som noget nyt sætter de nu alle sejl ind på filmen og skaffer den biografpremiere til jul. Så har den nemlig mulighed for at være med i kapløbet om en Oscar-statuette i 2020.

Filmen handler om et ungt og ambitiøst postbud, der bliver udstationeret i det snedækkede nord, men her er folk ikke interesserede i det nymodens pjat at skrive breve. Han kan bare ikke få lov at vende hjem, før der er etableret et postsystem, så han er i en værre kattepine.

Men i sin desperate søgen efter én, der vil benytte sig af hans service, falder han over manden Klaus, der laver smukt legetøj. Gad vide, hvem han er…?

Det er Sergio Pablos, der instruerer filmen, og det er hans studie i Spanien ”The Spa Studios”, der står bag animationsfilmen, der vil forsøge at skabe en håndtegnet kvalitet til den computeranimerede film.

Pablos har været tegner på blandt andet Tarzan, Skatteplaneten og Herkules, og så er Grusomme mig baseret på en historie, han har skabt.

Klaus er bare en lille del af Netflixs store satsning på animationsområdet, men tiden vil vise, om de vil få endnu en Oscar-statuette til at stå side om side med Romas statuetter, der også var en Netflix-produktion.