Historien om den stakkels familien Gardner, der bliver angrebet af en mystisk kraft fra rummet, som ankommer i et meteor i deres have, er en af H.P. Lovecrafts mest berømte og mest skræmmende. Farven fra Rummet er en forløber for mængder af sci-fi-historier og film, hvor ikke-jordiske væsener overtager menneske-kroppe.
Nu skal den filmatiseres: Det er Elijah Woods firma SpectreVision, der har sat gang i projektet, og selveste Nicolas Cage er hyret – endnu et spændende nyt projekt i den kontroversielle skuespillers karriere, der lige nu har budt på mange usædvanlige præstationer, som for eksempel Spider-Man Noir i den fremragende Spider-Man: Into the Spiderverse.
Det er sydafrikaneren Richard Stanley, der skal instruere, og blandt de øvrige skuespiller er Joely Richardson, Tommy Chong, Elliot Knight, Julian Hilliard og Q’Orianka Kilcher.
SpectreVision stod også bag den meget roste Mandy – også med Nicolas Cage. (Billedet øverst er fra den film.)
Novellen Farven fra Rummet (The Color Out of Space) blev trykt første gang i Amazing Stories i 1927, hvor den som mange af H.P. Lovecrafts historier vakte opsigt og var med til at cementere det berømte pulp magazines succes.
Den foregår – selvfølgelig – i Arkham, og den er filmatiseret adskillige gange før, blandt andet i 1968 i Daniel Hallers “Die, Monster, Die” med Boris Karloff. Der er også mange mindelser om historien i Alex Garlands populære “Annihilation” fra 2018.d
Om projektet siger producer Daniel Noah i en pressemeddelelse: “Lovecraft er den dystre far til moderne horror, og vi har ledt i årevis efter versionering, der fanger det sande omfang af hans kosmiske frygt. Richard Stanley, der selv er lidt af en troldmand, vil endelig omsætte Lovecrafts ærefrygtindgydende kraft til lærredet i en ufiltreret udgave.”
Det har – må man så tilføje – mange instruktører forsøgt – men hvert forsøg tæller!
Farven fra rummet (The Color out of Space)
af H.P. Lovecraft, 1927
Senest udgivet på dansk af Science Fiction Cirklen i 2013