”Der er hjælp på vej og altid håb, er du i nød så råb på Chip-chip-chip og Chap!”

Endelig er der mere nyt om filmatiseringen af Chip & Chap: Nøddepatruljen, der har svirret i rygtebørsen nogle år efterhånden.

Filmen har fået instruktør, og det er Akiva Schaffer. Han er en del af The Lonely Island, den gakkede komikertrio, der blandt andet laver sketches og musikindslag til Saturday Night Live.

Det lover godt, for han har en sprælsk og uhøjtidelig humor, så man må håbe, han får lov at slå sig løs med Chip, Chap, Monty, Dimsy og Summa.

Filmen skal være en blanding af live action og computeranimation, men som den aktuelle Detective Pikachu beviser, så kan det laves sindssygt flot og overbevisende.

Om det bliver en film til biografen eller til Disney+ er der endnu ikke noget nyt om.

Cool meta-film

Chip og Chap har været frække Disney-figurer siden 1943, hvor de drillede Pluto i kortfilmen Private Pluto.

De er en fast del af julen og Disneys juleshow, hvor de igen driller Pluto (i filmen Pluto’s Christmas Tree) denne gang ved at bo i Mickeys juletræ og forstyrre pyntningen.

I 1989 fik de to jordegernbrødre en smart make-over og i alt 65 afsnit af Nøddepatruljen, der i Danmark blev sendt som en del af Disney Sjov i flere omgange og mange genudsendelser.

I de historier driver de et detektivbureau sammen med deres venner og hjælper andre dyr. De er ofte imod skurken Mr. Katz eller nogle gange Professor Virvar.

Hvad den nye film helt præcis kommer til at handle om, vides endnu ikke, men den fortsætter ikke med detektiv-historier eller en af de evindelige origin-historier – derimod bliver det en leg med meta, hvor de refererer til sig selv. Disney selv beskriver historien som ”cool”…

Chip og Chap, de kan klare,  hver en fare!