BIZAR OG BERYGTET – EN GYSERKOMEDIE MED SIN HELT EGEN STEMNING

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Nothing But Trouble

Den opnåede en imponerende 5% rating på Rotten Tomatoes i 1991, og det blev både Dan Aykroyds instruktør-debut og indtil videre også eneste film i den rolle. Den betragtes som en af de mest umorsomme og upassende gyserkomedier nogensinde. Den er forhadt, latterliggjort og udskældt. Nothing But Trouble er i den sammenhæng en perfekt titel, for filmen floppede ved premieren, og da den ankom til Danmark, var det på VHS. Ingen biografer drømte om at sætte dette kaotiske makværk på plakaten.

Men er den nu så slem? Jeg så den som en del af min naturlige jagt på nye film, der kunne omtales i Troldspejlet eller anmeldes i Berlingske Tidende, hvor jeg dengang skrev om film på video. Og jeg må indrømme, at den fascinerede mig. Dens stemning, dens skuespil, dens udseende. Jeg så den flere gange og var dybt grebet af det mareridt, hovedpersonerne udsættes for, da de bliver stoppet for at køre for hurtigt i bil. Og jeg har set den flere gange siden, hver gang med en underlig uro som resultat. Den er morsom, men den er også uhyggelig, og den har øjeblikke af så absurd tilsnit, at det er svært at finde sidestykker i filmhistorien. Humoren fra Addams Family og Katten og Kanariefuglen, tilsat uhyggen og det bizarre fra The Texas Chain Saw Massacre.

Nu er den så dukket op på Netflix, jeg har set den igen – og jeg vover pelsen med en Ugens Anbefaling af en film, de fleste har hadet.

Den begynder som romantisk komedie: Chevy Chase og Demi Moore ender i en bil sammen på vej gennem nattens landskaber efter en fest, og man aner som tilskuer ikke, hvor det bærer hen. Men så dukker John Candy op som færdselspatrulje med fartmåler, og bilen med Chase og Moore (og to andre, lettere ubudne passagerer) bliver hevet ind i den lille by Valkenvania.

Fra det øjeblik sættes alle spilleregler til side. Den romantiske komedie med Chase i vante omgivelser bliver et mareridt, for i Valkenvania styrer den oldgamle dommer Valkenheiser, spillet i en helt grotesk overdrevet make-up af Dan Aykroyd selv. Han er en nutidig Judge Roy Bean, der tolker loven, som han har lyst – og dømmer fartsynderne til et ophold hos ham – et fængsel, med indlagt, absurd middagsselskab, hvor den ulækre mad serveres med modeltog, alt imens dommeren forsøger at sælge sin datter – John Candy! – til Chevy Chase.

Efter middagen spærres gæsterne inde på deres værelser, og resten af filmen går med, at de forsøger at slippe ud af det makabre hus, der er proppet med dødsfælder og befolket af sære, degenererede væsener. Valkenvania er tydeligvis en by, der har fået lov at leve i en grotesk tidslomme.

Vitserne er næsten alle af den art, man ikke rigtig griner ad – men snarere ser lidt mistroisk på og gyser lidt indvendig. Helt absurd i den mest berømt/berygtede scene, hvor Aykroyds i forvejen ulækre næse pludselig er en penis! Morsomt? Næppe. Men et syn, man aldrig glemmer, selvom man helst vil.

Nothing But Trouble er således en fascinerende, foruroligende og (bevidst?) frastødende film, der kræver, at man lever sig ind i den og accepterer den som et stykke kaotisk, kulsort komedie.

Og så har den faktisk fine skuespilpræstationer. Som stor fan af Chevy Chase holder jeg meget af den figur, han oftest har spillet – ikke Clark Griswold, som selvfølgelig er hans mesterstykke – men den lidt overlegent distante, småirriterende svindlertype, som i Fletch, hans næstbedste figur. Hans håndtering af uhyggen er fornøjelig, og Demi Moore er den perfekte heltinde. John Candy sørger altid for noget særligt, og i dobbeltrollen som dommerens tro væbner og hans datter kan man mærke, at han både morer sig og måske er lidt flov over det hele. Aykroyd selv er totalt overdrevet som dommeren, og det vil man enten nyde eller hade.

Og så har filmen en helt fantastisk lydside. Musikken af Michael Kamen er mesterlig: hans Valkenvania Suite er på niveau med noget af Danny Elfmans bedste Tim Burton-musik.

Har Nothing But Trouble fortjent en chance? Jeg synes det, selv om de fleste hader den. Jeg kan lide den, og jeg kommer til at se den igen.