Skuffelsen har været stor over det nyeste Fallout 76, så fans af singleplayer rollespil er begyndt at kigge sig om efter et nyt spil, der kan stille RPG-sulten. Som en ridder på en hvid hest kom udviklerne Obsidian ind på scenen under årets Video Game Awards, med deres bud: The Outer Worlds.

Se den imponerende trailer her:

Obsidian beskriver selv The Outer Worlds som et rollespil, hvor man skal optrevle en større konspiration – og jeg synes stemningen føles som en blanding af Fallout-spillene, og Gearboxs Borderlands – med et hav af skøre figurer, der guider spilleren rundt i en verden, som prøver at slå spilleren ihjel.

“Welcome to the Future,” står der – “Try Not to Break It!”

Og man kan godt tillade sig at glæde sig, hvis man tænker på, at Obsidian står bag nogle af de mest elskede rollespil gennem de seneste 20 år. Knights of the Old Republic II, Fallout: New Vegas, South Park: The Stick of Truth og Pillars of Eternity – og det er bare nogle af deres mest succesfulde spil. En flot liste.

Men der følger også lidt kontroverser med, når et firma som Obsidian lancerer noget nyt. Sporene skræmmer: Knights of the Old Republic II var berygtet for nærmest at være ufærdigt, da det udkom, og det var før man kunne patche spil over internettet. Fallout: New Vegas blev lavet på sølle 18 måneder, og det kunne altså mærkes rent teknisk.

Men på trods af tidligere problemer, som mest har skyldtes for kort udviklingstid, er der grund til at håbe på en ekstraordinær oplevelse.

I november måned kom det nemlig ud, at Microsoft havde købt Obsidian, og de har jo dybe lommer, så mon ikke Obsidian får den tid, de skal bruge, for at gøre The Outer World bedst muligt. Microsoft har – i hvert fald lige nu – en klar strategi om ikke at blande sig i de enkelte spilstudiers kreative valg.

 

Obsidian Entertainment, Inc.

Stiftet 2003 i Irvine, Californien.

 

Vigtigste spil:

Star Wars: Knights of the Old Republic II: The Sith Lords

Fallout: New Vegas

South Park: The Stick of Truth

Pillars of Eternity

 

Website