Selv om både japanske tegnefilm-kunstnere og de mange animé-fans i årevis har udbredt en opfattelse af disse film som noget unikt japansk, der ikke udspringer af andre animations- og tegnetraditioner end de japanske, er der dog meget, der tyder på, at hele den japanske manga og anime-kultur har rødder i den vestlige og især amerikanske. Slægstkabet med amerikanske tegneserier – og europæiske, for den sags skyld – og cartoons er meget nærere, end det normalt fremstilles.

Således er hele Pokémon-universet ikke kun inspireret af japanske fabeldyr, men også af den absurde tegnetradition i tidlige amerikanske cartoons fra studier som Fleischer-brødrenes og Warners Looney Tunes. At disse animerede universer har fælles træk understreges af det nye, lidt apart tiltag fra Pokémon-folkene i sidste uge.

Den første (såvidt jeg ved) Pokétoon er en kort tegnefilm i en stil, der ihærdigt forsøger at ligne noget amerikansk fra slutningen af 1930’erne. Hovedpersonerne er to nyere Pokémon, Scraggy (eller Zuruggu på japansk) and Mimikyu, og filmen er en ren visuel sag om en mærkelig togrejse. Den er fyldt med meget ekstreme fysisk gags, hvor figurerne maltrakteres på klassisk cartoon-vis – og den indledes med fortekster og en musikstil, der helt bevidst lægger sig om af Looney Tunes fra gamle dage.

Filmen hedder Chase the Beans, og den er nok mest af alt ment som en vits, en pudsig fodnote for fans. Men den afslører hvor meget Pokémon har til fælles med klassiske toons. For de to Pokémon’er er på den ene side helt sig selv, ægte Pokemon, og samtidig perfekte ofre for den gammeldags form for visuel/fysisk-animation, hvor figurerne udsættes for de meste vanvittige ting.

Se filmen her – det vides ikke, Pokétoon bliver en serie eller om dette bare er en en enlig svale. Men faktum er, at retro-toons er ved at være en bølge – vi venter ihvertfald spændte på tegnefilmudgaven af Cuphead, som skulle komme Netflix i løbet af i år.

Chase the Beans

Instruktør: Tako Inoue

Producent: Pokémon Company

4 min.