THE PUNISHER: HÆVNEN SOM DRIVKRAFT

Har The Punisher endelig fundet sin plads blandt filmatiserede Marvel-helte? Det ser sådan ud med Netflix-serien, der havde premiere i sidste uge.

Christian Volfing er gammel Punisher-fan. Han er meget glad for den nye serie – og skriver her om figurens historie – i seriebladene og i en række lidet vellykkede film.

Den nye Punisher-serie er absolut ligeså dyster og voldsom, som man kunne forvente. Men den er heldigvis også velskrevet og giver sig tid til at studere The Punishers komplicerede sind uden at blive for banal eller prætentiøs. Frank Castle er i Netflix-udgaven absolut ikke nogen helt, men heller ikke en skurk. Han er en mand plaget af sin fortid og så besat af hævn, at han konstant går på kompromis med loven og sin moral. Det fungerer på alle planer, ikke mindst fordi Jon Bernthal er en god skuespiller, der formår at undgå klicheerne og gøre Castle til et komplekst menneske på godt og ondt. Jeg er indtil videre halvvejs i serien, og selvom handlingen til tider bliver lidt unødvendigt kompliceret, lever den op til mine forhåbninger – så jeg glæder mig til at se resten.

På dansk blev han kaldt for Strafferen, men han hedder egentlig The Punisher og fik sin tegneseriedebut i “The Amazing Spider-man” nummer 129 fra 1974 – her optrådte han som gemen og lidt klodset lejemorder, der forsøgte at tage livet af Spider-Man. I sine første par optrædener gjorde han ikke det store væsen af sig og blev hurtigt besejret af Spider-Man (eller Edderkoppen som han jo hed på dansk i mange år). Det var først i hans første solo optræden i bladet “Marvel Preview” året efter, at han for alvor slog sit navn fast.

Her får vi at vide, at han i virkeligheden hedder Frank Castle og er en dekoreret krigsveteran, der så sin kone og børn blive brutalt dræbt, fordi de ved et uheld så et mafialejemord blive udført. Frank beslutter sig derfor for en hævn, der dog tager fuldstændig overhånd. For The Punisher er aldrig færdig. Selvom han hurtigt fik hævnet sin familie, havde han mistet sin tro på retfærdighed, og han så det derfor som sin mission i livet at straffe alle forbrydere.

Han er skabt af forfatteren Gerry Conway og tegneren John Romita, men det var først i 1980’erne, at figuren for alvor blev populær. På et tidspunkt havde The Punisher hele fem soloserier og et hav af gæsteoptrædener i andre Marvel serier.

Han bliver ofte betegnet som en antihelt, og det er også svært at gøre sig helt klog på Frank Castles moralske kodeks. Nogle gange er han imod de største helte – fra Daredevil til Captain America og så videre – andre gange samarbejder han med dem.

Men der er måske netop derfor, figuren altid har haft et trofast publikum, der dyrker den menneskelige krigsmaskine med den tragiske baggrund og det ikoniske kranie på sin dragt.

Ikke alle historier var lige gode – værst var nok “The Final Days”-plottet, hvor Frank efter et slagsmål med sin ærkefjende Jigsaw bliver så brutalt mishandlet, at han skal have foretaget plastikkirurgi. Af mystiske årsager bliver han herefter forvandlet til en afroamerikansk mand – helt uden grund…(?) Og ja, det er absolut lige så tåbeligt, som det lyder. Plottet varede også kun få numre, da læserne simpelt hen klagede så meget, at historien blev stoppet.

Personligt var jeg heller ikke vild med “Frankencastle”-historien, hvor The Punisher er død og herefter bliver forvandlet til et Frankenstein-lignende monster. Det virker mere som en gimmick end noget andet, og plottet har generelt svært ved at folde sig ud. Bedre gik det i den absurde “Punisher kills the Marvel univers”, hvor det lykkedes vores antihelt at dræbe stort set alle Marvel-figurer, og til sidst ender med at begå selvmord. Hvorfor han gør det, skal ikke afsløres her, men det giver faktisk mening og er forbavsende godt skruet sammen.

Men. Bedst af alle Punisher-plot er nok klassikeren “Welcome home Frank”, hvor forfatterne Garth Ennis for alvor formår at komme uden huden på Castle, og man som læser virkelig kan sætte sig i hans sted. Samtidig er volden så voldsom, og humoren så sort og grotesk, at det er svært ikke at blive imponeret. Tegneren Steve Dillon har efter min mening aldrig været bedre end her, og de mange 1980’er og 1990’er referencer er ramt helt perfekt.

Det var derfor også kun et spørgsmål om tid, før Frank Castle naturligvis skulle optræde i sin helt egen film.

I 1989 fik filmen “The Punisher” premiere, og det blev retfærdigvis en eklatant fiasko. For det første formåede Dolph Lundgren i titelrollen ikke at gøre Frank til meget andet end en hævngerrig papfigur, og for det andet var action-sekvenserne kedelige.

I 2004 fik Frank Castle endnu en chance for at begå sig på det store lærred. I denne “The Punisher” bliver han spillet af Thomas Jane, der endnu engang skulle hævne sin familie og kæmpe mod skurken Howard Saint, spillet af en krukket John Travolta. Jane var væsentlig bedre end Lundgren, (hvilket måske ikke siger så meget), men var alligevel ikke det helt naturlige valg til hovedrollen.

Filmen fik et mindre økonomisk overskud, men kunne ikke betegnes som værende en succes. Alligevel forsøgte man atter at få lavet en filmversion i 2008 med den ujævne “Punisher: War Zone” – denne gang med Ray Stevenson i titelrollen. Den blev en fiasko – på trods af at filmen faktisk har nogle fine actionsekvenser, og at vi også stifter bekendtskab med The Punishers ærkefjende Jigsaw.

Der var derfor ikke mange forventninger, da det blev offentliggjort, at Frank Castle skulle optræde i Netflix-serien “Daredevil”’s anden sæson. Denne gang var det skuespilleren Jon Bernthal, der forsøgte sig som den tavse dræber, og det blev til de flestes overraskelse en stor succes. Dels var serien virkelig gennemført, dels passede TV formatet virkelig godt til figuren. Samtidig formår Bernthal at gøre Frank Castle til en sand antihelt, man egentlig ikke burde holde med, men alligevel hepper på. Der er mange brutale scener i den dystre serie, og hele stemningen passede perfekt til The Punisher. Hans optræden blev så stor en succes, at det er grunden til, at han nu har fået sin helt egen serie.