Rat Queens er en Dungeons & Dragons-inspireret tegneserie om fire kvinder, der udgør en kaotisk og charmerende gruppe lykkeriddere, der spreder næsten ligeså meget ødelæggelse, som de løser opgaver.
Gruppen består af – og hold nu fast – Hannah, en rockabilly elvertroldkvinde, der er halvt dæmon. Violet, en hipster dværgkriger, som ind i mellem har et flot fuldskæg, hvilket ikke gør hende mindre hot. Dee, en cleric, der er ateist, men hvis familie dyrker kraken-agtige monstre – og så Betty, en hippie halfling-tyv, der stort set lever af slik og stoffer.
I løbet af de fire samlede hæfter, der er udgivet, optager de et femte medlem, nemlig Braga, en orkkriger, der oprindelig var prins, men som har skiftet køn og er blevet udstødt af sit samfund.
Rodet og sjov affære
Det er noget af et umage selskab, men damerne har masser af sjov og ballade på deres togter, der flyder med sprut, sex og slåskampe.
Serien er skrevet af Kurtis J. Wiebe, men den har haft en temmelig tumultarisk flok tegnere tilknyttet, der én efter én har forladt projektet på grund af: en voldsdom, sygdom og ”creative differences”, som det så politisk kedeligt hedder.
Desværre har det smittet af på selve historierne, der går mere og mere i opløsning rent sammenhængsmæssigt gennem hæfterne.
Der lader dog til små småt at være styr på sagerne igen i det, der kaldes Rat Queens Vol. 2 (bind 3 og 4), fordi serien simpelthen fik et ”soft reboot” efter de første hæfter 1-16.
Bind 3 hedder ”Demons”, og i den besøger Hannah sit gamle universitet, hvor hendes stedfar har undervist, men er blevet fængslet, fordi han har prøvet at gøre oprør mod ledelsen. Det er en ret dramatisk historie, der ender med hendes egen fængsling og vild splittelse i vennegruppen – men i bind 4, ”High Fantasies” er flokken tilbage i det hus, de deler, og man får nærmest ikke noget at vide om, hvordan de slap fra forrige binds cliffhanger. Men det er en del af seriens flabede charme, at den slet ikke hænger sig i kontinuitet eller at afslutte alle historier – for så nogle gange at vende tilbage til dem.
Der er ingen regler, og hvis der er, så skal de brydes.
Flabet humor
De snarrådige Rat Queens er foreløbigt sluppet godt fra både vrede borgmestre, falske borgere og forfærdelige monstre.
Der er masser af sær folklore og overtro, som man gradvis får indblik i. For eksempel udbryder folk “Bilford Bogin!”, som vi andre siger “fuck!” – og det viser sig, at det er et navn på en halfling, som var en legende.
Det lader til, at Dees historie bliver en af de vigtige i serien. Der er kun afsløret lidt om hendes fortid, men hun er udtalt ateist – og det selv om hun som den eneste fra sin æt faktisk opdager, at de guder, som de andre tror på, er piv-ægte. Hun vil bare ikke finde sig i det, fordi konsekvenserne på mange planer er for store. Men det skal nok blive spændende, og der er smukke dobbelte paneler hengivet til hendes skjulte verden, der kun vises kortvarigt.
Selv om tegnerne er mange, så er de forskellige figurer så forskellige, at det ikke gør noget, at det ikke er en stringent stil igennem serien.
Selv om man skal holde tungen lige i munden for at holde styr på alle handlingerne – nogle gange forgæves – er det en virkelig sjov og anderledes læseoplevelse.
Rat Queens, først udgivet i 2013
Forfatter: Kurtis J. Wieb
Udkommet i foreløbigt fire samlede bind:
1. Sass & Sorcery
2. The Far Reaching Tentacles of N’Rygoth
3. Demons
4. High Fantasies
Tegneserien kan købes hos Faraos Cigar.