DANSK FANTASY-TRILOGI BLANDER MYTOLOGI OG KRIMI

De tre herligt tykke bøger i serien Ravnenes hvisken er ganske enkelt en fornøjelse at læse. Malene Sølvsten skriver flydende og medrivende, og man har lyst til at følge hovedpersonen Anne Sakarias eventyr til dørs i det rige univers, der godt nok foregår i en nordjysk flække, men breder sig til Valhalla, Hel, Folkvang og andre mytologiske parallelverdener.

Den populære trilogi fik sin længe ventede afslutning, da tredje og sidste bind udkom den 15. september i år.

Vores hovedperson Anne står over for Fimbulvinteren, der i nordisk mytologi indvarsler Ragnarok – jordens undergang. Midgårdsormen har sluppet sin hale, folk sulter, guderne er rasende, og hvis nu bare Anne gik med til at ofre en person, gerne en kongelig, til Odin, så kunne hun forhindre altings endeligt. Men findes der mon en anden udvej?

Vølvens spådom som rygrad

Som en rød tråd gennem værkerne flyder Vølvens spådom, det gamle digt fra Ældre Edda, og den regnes som en af de vigtigste kilder til nordisk mytologi. Digtet findes i en håndfuld af oversættelser, og hvilken én, Malene Sølvsten benytter sig af, skal ikke kunne siges, men hun citerer dem flittigt, fordi Anne faktisk bliver udnævnt til at være Odins nye Vølve i løbet af bøgerne.

Når hun støder på Vølvens spådomme, får hun visioner, og det viser sig, at de blev skrevet ned til hendes ære. For mere end 1000 år siden.

Via sine synske evner og de hundrede-årige vise menneske og halvguder, hun lærer at kende, som visdomsmanden Elias og halvguden Od Dinesen – førstnævnte er hans adoptivsøn – møder hun Hejd, den største af alle Vølver, der forudså verdens skabelse, undergang og gendannelse og som ifølge sagnet levede omkring år 900.

Som Vølve bliver Annes synske kræfter stærkere, og hun kan hjælpe rastløse ånder med at finde frem til dødsrigerne.

Vølve er vel egentlig et gammelt ord for heks, men i bøgerne er Annes veninde Luna og dennes forældre, Rebekka og Benedict, hekse, der tror på den norrøne tro, altså nordiske guder, og de kalder sig ikke vølver. Hmm. Der er meget at holde styr på, også jætter, guder, ånder, alfer og alt muligt andet derimellem.

Men Malene Sølvsten har godt styr på alle racerne og de mange personer, og der bliver bundet flotte tråde på små diskrete detaljer fra alle tre bind. Det er både morsomt og ulækkert, som da Anne i den seneste bog falder over Mimer, jætten, der er den klogeste af alle og guden Odins rådgiver – dog kun som hoved. Som mange selvfølgelig kender det fra mytologien. Men Odin er en temmelig behagesyg og selvoptaget stodder, som har forsømt Mimer, så Anne stjæler hovedet, der er fyldt med lus, mider og eksplosivt betændte bylder.

Tanke og minde

Og nå ja, Anne har en tvillingesøster. Seren er også synsk og kan se fremtiden. Hun er født og opvokset i Hrafnheim, en parallelverden, hvor de folk, der troede på de nordiske guder tilbage omkring skiftet til kristendommen i Danmark, fik lov at bo i fred og dyrke deres guder. (Det er – så vidt jeg har forstået – Sølvstens helt eget opspind, men en fascinerende tanke).

De to er Odins ravne – Hugin og Munin, tanken og mindet. Og det er blevet spået, at hvis en af dem dør, vil det udløse Ragnarok, hvorfor Anne og Serens mor blev forsøgt myrdet, da hun var gravid, og at det lykkedes at flå Anne ud af morens mave og stikke hende i den lille krop, men at hun af uransalige årsager helede hurtigere end døden kunne nå at indtræffe.

Gere og Freke, Odins ulve, der betyder den grådige og den glubske, er dog ikke med i denne fortælling, de nævnes slet ikke. Så selv hvis man kender sin norrøne historie, så er der mange ting, der er undladt eller digtet på ny, og det gør, at bogen virker ret frisk, selv hvis man, som mange danske børn, er vokset op med Erik Menneskesøn og Peter Madsens tegneseriehæfter – og film Valhalla.

Anne selv kender ikke rigtig til mytologien, hvilket hun mange gange bliver skoset for. Men hun tager sig ikke sammen til at finde ud af den mytologi, der påvirker hendes liv i ekstrem grad, hvilket man som læser godt kan studse lidt over.

Luskede Loke

Alt er ikke vel i Hrafnheim, hvor folket er begyndt at tage afstand fra de nordiske guder i den første bog, godt hjulpet på vej af kvinden Ragnara. Det behager selvfølgelig ikke Odin, der sætter alverdens rænker i gang, godt hjulpet på vej af sin blodsbroder Loke. Men udover Odin møder man egentlig kun gudinden Freja, ellers er der nogle jætter og jætteulve, der er Fenrisulvens børn.

Loke får en stor rolle i bog 3, og han er en fantastisk gud, selv om han ikke er as, men jætte. Han er en charmerende drillepind, og så er han dødsensfarlig, selv om han også godt kan vise omsorg. Men han trives med kaos, og i modsætning til Odin er han ligeglad med folkets tilbedelse og dyrkelse, så han er helt fri til at spille kispus med sin egen slægt og guder og mennesker.

Malene Sølvsten tager ret let på seksualitet, på den måde, at der i den grad antydes, at Loke og Odin ikke kun er blodsbrødre og venner, men også elskere. Annes søster Seren er også i et forhold med en kvinde, og generelt er homoseksualitet, biseksualitet og transkønnede ikke noget, der rynkes på næsen af blandt dem, der tror på den nordiske mytologi. De horer også raskt væk på tværs af race, og det er egentlig meget hyggeligt.

Både genkendelig og original

Jeg har set bøgerne beskrevet som nordic crime-fantasy, og det er ikke helt galt – bortset fra, at det mest er første bog, der har krimi-elementet, hvor det bliver mere traditionelt fantasy med de to andre bøger – det generer dog ikke mig personligt.

Hvor første bog handler om at optrevle de bestialske mord på unge kvinder med rødt hår, så handler bog 2 mere om Anne, der skal finde sin søster Seren i Midgård.

I tredje bog går det hele så op i en højere enhed.

For mig er trilogien en lækker blanding af Harry Potter og Erik Menneskesøn, bare med den behagelige tilføjelse, at hovedpersonerne er unge voksne, og der derfor er både sex (meget nuttet sex, godt nok) og grafisk vold. Og humor, som sagt.

Jeg elsker Harry Potter-bøgerne, men under læsningen af dem er jeg nogle gange blevet nærmest hysterisk af raseri over personernes ulogiske handlinger. Det samme oplever jeg med Ravnenes hvisken, hvor Anne er selvoptaget, bedrevidende og egenrådig, hvilket alle tre bind igennem kun skaber problemer – men på den anden side gør det hende faktisk mere menneskelig, at hun ikke altid handler rigtigt og storsindet.

Det er nok min største anke med bøgerne. Jeg forstår ikke, hvorfor folk er så pjattede med hende. Jeg har ellers en forkærlighed for rebeller, men hun er det på en så ucharmerende anti-alting teenage-facon, at det giver mig spat.

Venne-trioen Anne, Luna og Matthias går heldigvis aldrig hen og bliver den nye Harry, Hermione og Ron. Vennerne betyder især meget i første bog, hvor Anne aldrig rigtig har haft venner, men hun finder sidenhen flere folk, der holder af hende, og hun af dem. Derfor får vennerne da stadig en enorm betydning for historien, men de går ikke gennem alt i samlet flok.

Alt for mange smukke mennesker

Det er også voldsomt irriterende, at alle markante personer i bogen er ih, så uendeligt smukke. Hendes to gymnasievenner Luna og Matthias er guddommeligt smukke og veldrejede, de halvguder, halvgudevenner og politimænd, hun støder på, giver også folk åndenød i en lind strøm. Det bliver en kende for banalt og Twilight-agtigt.

Det starter ellers ”godt” med, at Anne er frygtelig grim, får vi at vide, og folk viger fra hende, fordi hun er så styg – meeeeen det er faktisk bare fordi, hun som barn fik en frastødelses-besværgelse kastet på sig – godt nok i intentionen om at hjælpe hende og skærme hende fra folk, der vil hende det ondt. Men de, der lærer at se forbi den, må indse, at hun er noget af det smukkeste i hele verden.

Anne er teenager, da man møder hende i første bog, og hun starter på 1.g i Ravnshøj Gymnasium. Bøgerne finder sted i Nordjylland, tæt på Vesterhavet, og lokalmiljøet er både charmerende beskrevet, men også lidt uhyggeligt indspist.

Noget, der også virker enormt mærkeligt, er, at Anne i første bog ikke vil tro på guderne – selv ikke, da hun har mødt Odin og halvgudebørn som Od og Matthias, der har magiske evner og bliver større og mere kraftfulde, når de er i kontakt med deres gudeside. Hun trækker bare på skuldrene og siger, at de kan skyldes så mange andre ting. Pigen har selv synske evner, og så tror hun ikke på, at der er mere mellem himmel og jord?

Men måske er det bare, fordi hun er teenager og skal være på tværs. Og fordi hun er imod alt, der lugter af autoritet, selv en kaotisk og liderlig gud som Odin.

Det er et imponerende arbejde, Malene Sølvsten har formået at lave med denne massive trilogi. Den er hurtigt læst, og man fornemmer hendes store kærlighed til nordisk mytologi, runer, sprog og ritualer og meget mere – alt skrevet med stor begejstring, der smitter af på læseren.