KÆRLIGT PORTRÆT AF ENEREN ROBIN WILLIAMS

Det er altid med bange anelser, at jeg ser en dokumentar om et menneske, når filmen er lavet efter vedkommendes død.

Er den lavet respektfuldt nok, er den sensationslysten eller overfladisk?

Jeg har hørt blandede meldinger om HBOs dokumentar om skuespilleren Robin Williams, der havde premiere 31. juli i år.

Den hedder Robin Williams: Come Inside My Mind – og gør man nu også det, kommer ind i hans sind?

Sjældne optagelser og kendte venner

Nej. Titlen er desværre lidt misvisende, for man kommer aldrig helt under huden på den følsomme komiker. Men det betyder ikke, at det ikke er en god film.

Det er en kronologisk udfoldelse af hans liv og karriere, og den byder på masser af interessant information. Som barn af 80’erne kender jeg mest til hans filmroller, så derfor er det interessant at få indblik i, hvordan den talentfulde og arbejdsomme mand blev grebet af teater allerede som barn, og siden var så talentfuld, at han kom på det velrenommerede Juilliard med fuldt stipendium. Og han var en ud af kun to elever, der blev optaget på det særlige hold, som dramalinjens overhoved John Houseman stod for – den anden var Christopher Reeve.

Den senere Superman-skuespiller og Robin Williams blev tætte venner, og førstnævnte var gudfar for Robins ældste søn Zak – og i dokumentaren ser man private optagelser fra dåben, hvor Robin ”flyver” Zak ind, og de få gæster bagefter udtaler der ønsker for, hvilke kvaliteter Zaks liv vil indeholde.

Den slags intime og sjældent sete optagelser er noget af det særlige, som dokumentaren har at byde på.

Faren ved den slags hyldest-film, der typisk kommer efter et dødsfald, er, at de bliver lige vel ukritiske. Folk som Billy Crystal, Eric Idle og David Letterman fortæller om og hylder komikeren, men i kombination med tidlige optagelser af Williams, og beskrivelser af, hvordan han for eksempel var med til at ændre praksis for, hvordan man optog sit-coms, så bliver jeg som seer bekræftet i, at han var en éner.

Håndholdt kamera

Hvordan ændrede han så lige sit-coms? De bliver optaget foran et publikum, og indtil Mork & Mindy, Williams gennembrudsrolle, så havde man tre statiske kameraer. Men Williams var så fysisk i sit spil, at kameraerne ikke kunne følge med. De gik glip af en masse guld fra den ofte frit improviserende skuespiller. Så derfor tilføjede man et fjerde kamera, der var håndholdt og kunne følge hans livligheder. Og det blev siden standard for den slags shows.

I øvrigt er det en nærmest magisk historie, hvordan Williams fik jobbet som rummanden Mork fra Ork. Tv-serien Happy Days – den med Fonzie i læderjakken – havde været drengen Scott Marshalls favorit, men da Star Wars kom i 1977, gad han ikke længere se den. Det undrede faderen sig over, og drengen svarede, at det var fordi, der ikke var noget sci-fi med i den. Så faren, der tilfældigvis var producer på Happy Days, gik ind til manuskriptforfatterne og sagde: ”Scotty vil have en rummand!” De himlede med øjnene, men føjede sig naturligvis.

Seriens caster havde set en sjov mand på et gadehjørne i Los Angeles, som hun gerne ville hive ind. ”Vil du have mig til at hyre en fyr, der står på et gadehjørne med en hat?” spørger producenten mistroisk.

”Det er en ret fuld hat,” svarer casteren – og Robin Williams blev hyret og blev en kæmpe succes, så stor, at det endte med, at Mork & Mindy blev en selvstændig serie.

På den måde bidrager dokumentaren med masser af interessant info om Robin Williams.

Et liv med misbrug

Desværre skrider den lidt i forhold til, at han selv fungerer som fortælleren – men alle optagelserne af ham er fra gamle interviews, der er sat sammen til at passe til den kronologiske fortælling. De svinger lidt i lydkvalitet. Og så er der det med, at man netop ikke kommer ind og spørger om det sårbare, det der i sidste ende førte til, at den glade komiker endte med at tage sit eget liv.

Tænk, hvis nogen havde sat sig for at lave en dokumentar a la den her, da han stadig var i live, og kunne medvirke på helt anden vis. Og man kunne have spurgt ind til hans mørke dæmoner, konflikten mellem manden, der blev høj af at optræde og fik sin energi af at stå foran et publikum, men kæmpede med sorte tanker af scenen. At den højenergiske mand, der nærmest fløj på scenen, var stille og lavmælt, når han ikke var på.

Men lige det hører man jo ofte om komikere, så det er måske ikke så overraskende…

Da han flyttede til Los Angeles og blev en del af comedy-scenen, endte han i et heftigt stofmisbrug – coke og heroin var gratis og rigeligt, og især vennen John Belushi tog for sig af retterne. Williams var en af de sidste, der så Belushi i levende live. De var sammen den aften, hvor Blues Brother-skuespilleren døde af en overdosis.

Den oplevelse var en brat opvågning for Williams, men han kæmpede med alkoholmisbrug i perioder gennem hele sit liv, noget han var meget ærlig omkring i sine talrige stand-up show.

Ville ikke miste sin forstand

Robin Williams blev kun 63 år.

Han fik diagnosen Parkinson kort tid inden sin død, og det er højst sandsynligt det, der har medvirket til, at han valgte at hænge sig selv. Han var bange for at miste sin forstand. Efterfølgende fandt man også ud af, at han led af den sjældne følgesygdom Lewy body dementia, der kan skabe hallucinationer, søvnbesvær, stress, depression og apati.

Det er hårdt at se, men dokumentaren er meget lødig omkring detaljerne.

Den ældste søn Zak, der som det eneste af Williams tre børn medvirker, fortæller, hvordan han og skuespilleren og instruktøren Bobcat Goldthwait, tog en dukkert i San Fransisco-bugten, hvor Williams aske var blevet spredt – og de følte sig tættere på den savnede Williams.

”På mange måder var han det mest succesfulde mennesker, jeg kendte. Men sådan havde han det ikke selv,” siger den sørgende søn kærligt.

Filmen slutter ikke overraskende af med det mest vidunderlige Williams-citat: ”Du bliver kun forundt et lillebitte glimt af galskab – det må du ikke miste.”