Gæsteskribent Peter Chr. Gulmann deler her sin begejstring for The Rocketeer, som dermed er Ugens Anbefaling, selvom den ikke er umiddelbart tilgængelig på streaming i Danmark.

The Rocketeer ligger helt i top blandt mine personlige favoritter. Selvom filmen som nævnt stod i skyggen af de øvrige blockbusters samme år, var den for mig en film som jeg så frem til med samme store forventning som f.eks. Terminator 2. Det skal rettelig nævnes, at filmen i dag har en loyal fanskare. Men generelt er The Rocketeer stadigvæk et overset mesterværk.

Fortælleteknisk er The Rocketeer mesterligt skruet sammen og er et skoleeksempel på, hvordan en enkel historie kan fortælles med indlevelse, hjerte og dybde. 

Filmåret 1991 bød på store blockbusters som Terminator 2: Judgment Day og Robin Hood: Prince of Thieves. Måske var dette grunden til, at The Rocketeer ikke fik den opmærksomhed, som filmen efter manges mening havde fortjent, da den fik premiere samme år. Det har sikkert heller ikke gavnet billetsalget, at filmen i USA blev markedsført som en Disney-produktion, hvilket nok gav mange fejlopfattelsen af, at filmen var målrettet de alleryngste biografgængere. 

Året er 1938, i flyvningens gyldne tidsalder, og i Europa rasler Nazi-Tyskland med sablen. Den unge Cliff Secord er stuntpilot i Californien. Ved et tilfælde finder han en mystisk jetpack. Maskinen kan spændes på ryggen og gør bæreren i stand til at flyve. Kort tid efter må Cliff tage jetpacken i brug for at redde et fly i vanskeligheder. Det går naturligvis ikke stille for sig, og i pressen bliver den mystiske raketmand kendt som The Rocketeer!

Cliff Secord er dog ikke en superhelt i gængs forstand. Ret beset kan han ikke meget andet end at flyve, men han er retskaffen, eventyrlysten og modig. Indledningsvist er det ikke Amerikas og verdens fremtid, som ligger ham mest på sinde, men snarere forholdet til kæresten Jenny, som er faldet i kløerne på den charmerende Hollywood-stjerne Neville Sinclair. Det står dog hurtigt klart, at der er langt mere på spil end Cliffs kæresteproblemer, og inden længe jages den unge pilot af mafiaen, nazi-agenter, FBI og selveste flyproducenten Howard Hughes, som alle vil have fingre i den mystiske jetpack.

Baseret på en tegneserie

The Rocketeer er baseret på Dave Stevens’ flotte tegneserie af samme navn, udgivet i årene 1982 til 1995. Stevens var som barn i 50’ernes USA vokset op med filmserier som King of the Rocket Men og Commando Cody, som han hver uge kunne se ved de såkaldte lørdags-matineer i biografen. Tegneserien er en tydelig og smuk hyldest til disse serier.  

Disney havde flere betænkeligheder ved at tage direkte udgangspunkt i Stevens’ forlæg. I tegneserien hedder Cliffs kæreste Betty, og hun er en ganske præcis portrættering af 50’ernes virkelige – og temmeligt vovede – pinup-model, Betty Page. I filmen er karakteren blevet ændret til den mere tækkelige og familievenlige Jenny! 

Disney var også bekymrede for, om publikum ville være interesserede i at se en film, hvor handlingen foregår i 30’erne, og ville indledningsvist flytte handlingen til nutiden. Til alt held gik man ikke videre ad dette spor, sandsynligvis fordi Indiana Jones-filmene, hvis handling netop foregår i 30’erne, havde været massive successer i årene forinden, senest med Indiana Jones and the Last Crusade (1989).

Et overset mesterværk!

Visuelt er filmen i en klasse for sig. Tidsbilledet er fejende flot, og der er kælet for enhver tænkelig detalje. På den måde minder The Rocketeer faktisk om de storslåede film, som Hollywood producerede netop i 30’erne. Locations til filmen som f.eks. det ikoniske Griffith Observatory i Los Angeles er nøje udvalgt for at fremhæve tidens æstetik og særlige art deco stil. 

Blandt flyentusiaster skulle The Rocketeer efter sigende have en særlig kultsstatus i kraft af filmens præcise gengivelse af datidens fly samt ikke mindst pga. de mange flotte luftstunts. 

The Rocketeer er instrueret af Joe Johnston, som kan noget særligt med tidsbilleder. Filmen var med sikkerhed medvirkende til, at Marvel Studios tyve år senere bad Johnston instruere Captain America: The First Avenger (2011), som både tematisk og visuelt læner sig meget op ad The Rocketeer. 

Skulle The Rocketeer – ud over, at handlingen udspiller sig i 30’erne  – i øvrigt give associationer til Indiana Jones-filmene, er dette ikke et tilfælde. Johnston havde i 80’erne et samarbejde med George Lucas, bl.a. som konceptkunstner på bl.a. Star Wars-filmene og som ansvarlig for special effects på Raiders of the Lost Ark (1981). Der er ingen tvivl om, at samarbejdet med Lucas har haft indflydelse på Johnstons visuelle stil som instruktør.

Endeligt skal nævnes James Horners forrygende soundtrack. Filmens første minutter, hvor et par hangardøre skubbes til side og afslører en solbeskinnet flyplads, til tonerne af The Rocketeers iørefaldende hovedtema, er i sig selv et lille stykke filmhistorie!

Skuespillerne

Cliff Secord spilles af Billy Campbell, som dengang var en forholdsvist ukendt skuespiller. The Rocketeer var startskuddet på en moderat karriere for Campbell, og flere kender ham sikkert fra tv-serien The 4400 (2004-2007). 

Jennifer Connelly, som spiller Cliffs kæreste Jenny Blake, havde allerede stjernestatus for sin hovedrolle i Jim Hensons Labyrinth (1986). 

Alan Arkin spiller Cliffs gode ven og mentor, den sympatiske flymekaniker A. ”Peevy” Peabody. På mange måder minder venskabet mellem de to om Doc og Martys venskab i Back to the Future-trilogien.    

Timothy Dalton, som opnåede berømmelse i slut-80’erne som James Bond, viste i rollen som Neville Sinclair, at han kan andet end at spille helt. Sinclair er tydeligvis baseret på Errol Flynn. Uden at afsløre for meget om handlingen skal det nævnes, at plottet i The Rocketeer var noget kontroversielt i forhold til Flynns eftermæle!

Bonus-anbefaling: The Rocketeer Minute Podcast

Har man mod på for alvor at dykke ned i filmens uendeligt mange detaljer, kan The Rocketeer Minute Podcast varmt anbefales. I over 100 udsendelser – én for hvert minut i The Rocketeers samlede spilletid (!) – taler piloten Hal Bryan og videnskabsmanden Jim O’Keane om deres fælles forkærlighed for The Rocketeer og ikke mindst: Flyvemaskiner.  Ofte er der gæster i studiet med specialviden om luftfart eller om tilblivelsen af The Rocketeer, bl.a. skuespiller Billy Campbell. 

Hver podcast varer mellem 30 minutter og en time. Man skal således nok være hardcore fan af The Rocketeer – eller flyentusiast i al almindelighed – for at komme igennem de mange timers podcasts, men der er afgjort mange spændende ting at hente i serien!  

Podcasten ligger på https://www.rocketeerminute.com/

The Rocketeer, 1991

Instruktør: Joe Johnston

Manuskript: Danny Bilson og Paul De Meo, baseret på tegneserien The Rocketeer af Dave Stevens

Medvirkende: Billy Campbell, Jennif er Connelly, Alan Arkin og Timothy Dalton

108 minutter

Er udgivet på DVD og Blu-ray

Duke Nukem 3D – 1996

Udvikler: 3D Realms

Serious Duke 3D – 2019

Udvikler: NSkuber og Syndroid