Samsungs smartphones og tablets vil gerne anses som gode gaming-enheder. De samarbejder med Unity, for at få spil til at køre ekstra godt på deres enheder, og udgiver særlige skins i Fortnite for at nå ud til spillerne. Findes der stærkere mobiler til gaming på markedet? Ja, det gør der bestemt. Men mit indtryk er, at de forsøger at være så gode som mulige for den gennemsnitlige smartphone-gamer. Samtidig vil deres smartphones og tablets også gerne kunne erstatte din hjemmecomputer, med en funktion de kalder for Samsung Dex. Min første konklusion efter et par uger med Galaxy Note10 telefonen og deres tablet kaldet Tab S6 er, at det er enormt stærke og stabile enheder. De er uden tvivl blandt de bedste til at spille spil, når der skal spilles, og være en business-maskine, når der skal knokles.
Men – for at sætte smartphone og tablet lidt på spidsen har jeg lavet et eksperiment. Hvor langt kommer man med Samsung, hvis man forsøger at erstatte sin gamingcomputer ved at krydse deres skrivemaskine-evner med deres spillemaskine-evner?
Hvad er Dex?
Okay, lad os holde tungen lige i munden. De seneste år har Samsungs mobiler og tablets haft en Dex-funktion, som har fået relativt beskeden opmærksomhed. Hvis man forbinder sin enhed til en skærm, så har man mulighed for at starte et Windows-lignende skrivebord op, så mobiltelefonen fremstår som en computer. Med en mus og keyboard tilsluttet får man indtrykket af, at man sidder med en rigtig computer, selv om det hele kommer ud af en lomme-maskine. Den mulighed hedder Samsung Dex.
Ideen er sådan set god på papiret, for de fleste nye smartphones og tablets har så stærk indmad, at de efterhånden godt kan bære at erstatte en bærbar computer, især hvis man ikke skal andet end at skrive noter eller sende e-mails. Jeg startede med at vende mig til at gøre netop det, skrive og generelt bruge Dex som en arbejdscomputer, og er man bekendt med Windows, så kommer man lynhurtigt ind i det. Dex som skrivemaskine er meget overbevisende, og kombinerer man Tab S6 med et keyboardcover, så har man nærmest en lille bærbar computer. Så langt så godt. Men hvad sker der så når man bruger Samsung Dex som en gaming PC, med en stor skærm, mus, keyboard og en controller?
Mine første indtryk
I mine tanker har jeg sat det her eksperiment op efter et scenarie, jeg tænker er ret sandsynligt. Man kommer hjem fra arbejde, sætter sin smartphone i et enkelt stik, og op på PC-skærmen får man Dex-systemet, som man så kan spille spil på, ligesom man ville gøre på sin PC.

Jeg koblede min dejlige gaming-computer fra, og beholdte keyboard, mus og monitor på mit bord. Væk med den store PC, og ind med Galaxy Tab S6 tablet og Galaxy Note 10 smartphone. Begge har mulighed for at transformere sig om til computer-udseende med Dex, men Note10 telefonen skal bruge en ekstern skærm, hvorimod at Tab S6 kan vise skrivebordet direkte på sin egen skærm.

Første indtryk var, at opsætningen gik meget flydende. Det tog ikke mange sekunder før skærmen på mit bord så ud til at være tilbage på Windows, selv om min PC var koblet fra. Nu skulle en smartphone overtage arbejdet.
Jeg åbnede Play-butikken og begyndte at downloade en stor bunke af de spil, jeg håbede på at kunne spille med en trådløs controller, keyboard og mus.
Her er en håndfuld af de erfaringer jeg gjorde mig på vejen.
Mario Kart Tour

Mario Kart Tour var det første, jeg startede op, for at undersøge hvordan Dex ville håndtere et spil, som er skabt til at blive spillet på den høje led, så at sige. Desværre kan man ikke få lov til at spille spillet i fuld skærm, med sorte kanter, men derimod kun i et stort vindue, som ikke fylder hele skærmen. Controller support er der heller ikke i Mario Kart Tour, men den hænger Nintendo på. I sidste ende blev det altså til en køretur styret med musen, så eneste fordel her er, at billedet er større end når man ser det på for eksempel en telefon.
Fortnite Mobile

Jeg er ikke god til Fortnite. Jeg er faktisk – rent ud sagt – rigtig dårlig til det. Derfor var jeg meget, meget overrasket da jeg vandt en kamp, for første gang i mit liv. Min stolthed fik dog hurtigt et knæk, da jeg blev mindet om, at alle andre som spiller Fortnite i samme kamp, prøver at gøre det med touch styring. Og jeg havde lige mejet alle ned med en rigtig gaming controller. På grænsen til snyd, men hvis man ikke skammer sig, så er det her uden tvivl den bedste måde at spille Fortnite Mobile, i fuld skærm, på en stor skærm, med en rigtig controller.
The Revenge of Shinobi – Sega Forever

Et af mine absolut yndlings spil fra 16-bit tiden. En Sega-klassiker som jeg havde håbet på at kunne spille med en controller, som i de gode gamle Sega Mega Drive-dage. Jeg lagde ud med at forsøge mig med 8BitDo M30 controlleren, som endda ligner en gammel, klassisk Sega controller, men uden held. Den virkede i styresystemets menuer, men inde i spillet gav knapperne helt forkerte input. Efter forsøg på at ændre input i spillet, og med at forbinde trådløst på andre måder gav jeg op på den controller. Jeg skal ikke kunne sige om en Xbox controller med bluetooth forbindelse havde løst det, men 5 forskellige 8BitDo controllere, en PS4 controller og en Nintendo Switch Pro Controller var i hvert fald ikke løsningen. I sidste ende måtte jeg opgive at spille Segas retrospil igennem Dex med andet end touch.

Minecraft
Fuldstændig som man kender det. Ingen problemer med at få en controller til at tale sammen med Minecraft, og selv om Android-versionen selvfølgelig ikke indeholder lige så meget som PC-versionen, så føler jeg ikke at jeg mangler noget her. Desværre kan spillet ikke spilles i fuld skærm, men man kan strække vinduet så det fylder det meste af billedet. Jeg benyttede det til at have en webbrowser åben i et andet vindue, side om side med Minecraft, så jeg hurtigt kunne søge tips frem. Og så Spotify i et tredje vindue, for at styre musikken. Her giver Dex god mening.

Asphalt 9
Nogle gange forstod spillet, at jeg havde tilkoblet en controller. Andre gange gjorde det ikke. Det samme var gældende for mit keyboard. Når det fungerede, så var det perfekt, men det var ikke en garanti for, at spille ville kunne forstå mit setup næste gang jeg startede spillet. Bedste resultat var med Samsungs keybpard cover til Tab S6, og da det virkede var det til gengæld en god oplevelse.

Det jeg ikke havde taget højde for…
Lyden kommer ud af for eksempel tablet’en, fordi der ikke er højtalere indbygget i min computerskærm, som der ville være i for eksempel et fjernsyn. Det findes der selvfølgelig løsninger på, men i den her opsætning var lyd ud af tablet’en den eneste mulighed jeg havde. Heldigvis er dual-højtalerne i Tab S6 gode, men i længden tog jeg mig selv i at skrue ned for lyden, fordi den blev for skarp for ørerne.
Billedet fra Tab S6 og Note 10 kommer ud igennem USB-C porten i bunden, og i mit tilfælde omformer jeg det til HDMI så det passer til min skærm. Efter et stykke tid gik det op for mig, at enheden jo ikke får strøm imens den er tilsluttet en skærm, så midt i et spil lukkede S6 ned. Batteriet holder i mange timer, men man skal være opmærksom på, at det er en PC-oplevelse, som kører på batteri. Når batteriet et tomt skal man koble skærmen fra, og sætte maskinen i stikkontakten for at få strøm igen – lidt bøvlet, hvis man for eksempel har glemt at oplade, og lige havde regnet med at kunne bruge Dex på en computerskærm de næste mange timer. Kører man alle ting trådløst, så kan man selvfølgelig oplade imens, og tablet-udgaven af Dex har den fordel, at man kan bruge dens egen skærm, imens man oplader. Men så er man tilbage på en skærm som ikke er så stor som en PC-monitor.
Rigtig god til hver enkelt ting – svær at kombinere
Konklusionen er, at Dex som kontormaskine er super fed. PowerPoint, skriveprogrammer, web-søgning. Man kommer langt med systemet, hvis man skal løse de almindelige hverdagsopgaver man har på en computer. Samtidig er traditionel smartphone gaming, uden Dex, en fornøjelse på de to enheder jeg har testet. Men til gaming er der fortsat et stykke vej igen for Dex. Når det virker, så virker det rigtig godt. Den største hæmsko for Dex er umiddelbart en mangel på smartphonespil som for alvor omfavner tanken om, at de også skal kunne spilles på andre måder end med touch-controls. Derfor ender man med en lidt halv oplevelse, når kun udvalgte spil kan køre fuld skærm og styres med mus, keyboard eller controller. Til gengæld er det en fornøjelse, at se nogle af spillene på en større skærm. Og muligheden for at have andre vinduer åbne, for at svare på sms’er og søge efter tips på nettet, side om side med sit Android spil, føltes ret hurtigt meget naturligt. Jeg er spændt på at se hvordan det kommer til at spille sammen med Googles kommende Play Pass-tjeneste, som skal hamle op med Google Arcade. For lige nu er Dex alligevel fortsat først og fremmest en skrivemaskine, med stort potentiale for gaming i fremtiden.
Dex er testet på
Samsung Galaxy Tab S6.
Tablet med 10,5″ skærm. Den version vi har brugt har 6GB ram og 128GB hukommelse på Android 9.
Samsung Galaxy Note10.
Smartphone med 6,3″ skærm. Note10 har 8GB ram og 256GB hukommelse på Android 9.