VERDENS BEDSTE NØRDEFILM

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Scott Pilgrim mod verden (2010)

Det er vist en underdrivelse, at Edgar Wright har lavet mange gode film: bare tænk på Shaun of the Dead, Hot Fuzz og Baby Driver. Fællestræk er sort humor, fræk klipning og højoktan energi.

Men hans allerbedste er én, der er blevet skamløst forbigået. Det er nemlig en af de allerbedste film i verden. Jo, det er!

Scott Pilgrim mod verden.

Charmerende tabernørd

Den er baseret på tegneserien af samme navn, og det bærer den tydeligt æstetisk præg af. Som rammerne i en stribe klippes der hårdt mellem scenerne – som sagt et af Edgar Wrights særtræk som instruktør – og billederne suppleres af små håndtegnede detaljer, som for eksempel ”ding ding”, når det ringer på døren. Der er meget korte animerede sekvenser, men ellers ren live-action.

Scott Pilgrim er en ung musiker på 22. Han er lidt en taber, for han bor hos sin kammerat, i et mærkeligt, mørkt kælderrum, lige overfor sine forældres hus. I rummet ligger der en madras på gulvet, som de begge sover på – også når hans ven Wallace har mandlige bekendtskaber med hjem.

For ja, Wallace – spillet veloplagt af Kieran Culkin – er homoseksuel, på den mest geniale måde, hvor han blandt andet scorer Scotts lillesøsters kærester fra det ene klip til det andet – selv om hun sidder lige ved siden af.

”Ikke igen!” råber hun frustreret.

8-bit-æstetik

Det er Michael Cera, der har hovedrollen som Scott, der begynder at date en 17-årig gymnasiepige. Det vil hans venner ikke lade ham sidde overhørig, og de mobber ham endeløst med det. Men i et stykke tid er han ligeglad. Scott og Knives spiser pizza og spiller computerspil, især et dansearkadespil.

Og computerspilstematik og æstetik, i form af 8-bit animation, er der masser af. For pludselig ser Scott pigen Ramona Flowers, der har pink hår og kører rulleskøjter. Og han bliver vildt forelsket i hende, selv om han kun så hende kort på biblioteket. Han gør alt for at finde hende og blive kærester med hende.

Scott jonglerer to damer

Men han glemmer undervejs at slå op med Knives (der ellers også er ret fantastisk), der i mellemtiden er blevet groupie-hysterisk fan af Scotts band Sex Bob-Ombs, et vaskeægte smadder-garageband, der dog er vildt fede. Meget af musikken er da også skrevet og produceret af Beck og Nigel Godrich, så det er rimeligt kompetente musikbagmænd.

Scotts band skal deltage i konkurrencen Battle of the Bands, hvor de i første omgang er oppe imod bandet Crash and the Boys, der har mundrette titler som ”I’m So Sad, So Very, Very Sad” og ”We Hate You, Please Die”.

Som om, det ikke er nok med, at Scott skal balancere bandet og konkkurren og de to kvinder, som han prøver at forhindre finder ud af hinandens eksistens, inden han får slået op med Knives – hvilket han er utrolig langsom til – så skal han også bekæmpe Ramonas seven deadly x’s.

Computerspilsæstetik

Som i et kampsportsspil a la står han nemlig over for Ramonas syv ekskærester. Han er lidt fatsvag, så han kæmper mod et par af dem, inden det går op for ham, at der kommer flere, og at de tager det ret alvorligt.

Og her stikker filmen også af rent realistisk. Pludselig er der specielle kræfter, de forskellige folk kan benytte sig af. Ramona kan hive en kæmpehammer op af sin lille håndtaske. En af X’erne kan flyve og hidkalde hipster-dæmontøser, og som i computerspil mister man liv, får special items og skal kæmpe mod bossen til sidst.

Scott er generelt en lidt legende, useriøs type. Impulsiv, uovervejet, usikker. Men han lærer undervejs, og skal også konfrontere sin egen ekskæreste, som han har haft svært ved at komme sig over.

Han skal også konfrontere sig selv, men det går lidt anderledes end forventet.

Kærlighed og action

Scott Pilgrim mod verden er på den ene side en dybt charmerende og rørende film om spirende kærlighed, og hvor dumt man kan té sig, når man er nyforelsket. Og på den anden side er den et overdrevet actionfilm, der aldrig tager sig selv særligt seriøst, men samtidig mener det dybt alvorligt. En fantastisk kombination.

Det krydres med et brandgodt soundtrack, et finurligt udseende og masser af popkulturelle referencer. Det er ren nostalgi med masser af fede skuespillere – blandt andet Chris Evans, fra dengang inden han blev den overdrevent ordentlige Captain America – i filmen er han en skater, der er blevet action-stjerne, som samtidig er et arrogant røvhul.

Også Anna Kendrick, Allison Pill og Brie Larson har større og mindre roller. Alle skuespillere går komplet til stålet, og filmen kunne være blevet campy, men ender heldigvis med at være perfekt kitch.

Og sidst, men ikke mindst – filmen tager dybt pis på veganere. Se den!