Den originale og enestående amerikanske børnebogsforfatter og illustrator Maurice Sendak døde i 2012, men nu har hans arvinger lavet en aftale med Apple, der skal vække en række af Sendaks skabninger til live i forskellige former for film og serier, der så skal udsendes på Apple+. Sendak-folkene har indtil nu været meget forsigtige med den slags aftaler, af frygt for, at Sendaks særlige stil og streg ville blive ødelagt i transformationen til tv-serier.
Sendaks værk er fabelagtigt og gribende, som beskrevet her på siden af Ida Rud i denne fine artikel om både Sendak og den ret fascinerende filmatisering af hans mest berømte bog, Where the Wild Things Are.
Selv mødte jeg Sendak i hans vidunderlige illustrationer til Lille Bjørn-bøgerne af den dansk-fødte Else Holmelund Minarik, måske de billedbøger fra min barndom jeg husker bedst og stadig kan læse med stor fornøjelse. Her var Sendaks tegninger finurlige og idylliske, mens han i sine egne bøger gik i en mere dyster og gådefuld retning.

Lille Bjørn-bøgerne blev også til en tv-serie og en enkelt film, men ingen af dem fanger magien helt (selvom Sendak var med-producer på filmen) – måske en af årsagerne til Sendak-arvingernes modstand mod filmatiseringer.
Apples aftale er flerårig og indgået med The Maurice Sendak Foundation. I aftalen hedder, det, at Apple og The Maurice Sendak Foundation sammen vil skabe nye børnetv-serier og specials bygget over Sendaks bøger og illustrationer.
Apple har involveret manuskriptforfatter og instruktør Arthur Yorinks og hans studie Night Kitchen Studios – Yorinks arbejdede sammen med Sendak og er efter sigende godt inde i hele Sendaks univers.