Duke Nukem – manden med alle svarene, hvis svarene var at blæse hovedet af verdens problemer. For hvad gør man, når rumvæsener invaderer? Man samler et sandt arsenal af våben sammen, og går amok.

Duke Nukem 3D udkom i 1996, og blev lavet i den nu legendariske Build engine der kunne blande 3D elementer med 2D sprites i et vaskeægte action-eventyr. Som skydespil var det egentlig ikke en ekstraordinær oplevelse, men manusforfatterne havde lavet en sand genistreg ved at skrive et hav af gode jokes, som Duke Nukem med regelmæssige mellemrum gik af fyrede af.

Som ung teenager, ramte det mig lige i maven, og blev hurtigt et af mine yndlingsspil. Man skulle så tro at successen var selvskrevet til efterfølgere, men sandheden er, at der siden 1996 ikke er kommet et eneste godt Duke Nukem spil – værst med Duke Nukem Forever fra 2011, der var en katastrofe.

Fans af Duke Nukem 3D har nu taget det på deres egne skuldre, at lave en modifikation der løfter grafikken og banedesignet fra 1996, op til noget der ligner et spil der kunne være lavet i dag.

Modifikationen Serious Duke 3D er skabt hovedsageligt af to mennesker, som vi kun har kunnet identificere udfra deres Steam brugernavne – NSkuber og Syndroid. De har taget afsæt i Serious Sam 3 grafikmotoren, og kopieret (og i flere tilfælde udbygget) de gamle baner med nye teksturer og effekter. Ser man traileren og kender Duke Nukem 3D godt, er man da heller ikke i tvivl om at de har gjort det rimeligt godt.

Udover at genskabe geometrien fra Duke Nukem, er der også nye fjender, og våben, så fans af originalen får noget mere for pengene (det er gratis). Mod´en kan hentes her og kræver at man allerede ejer Serious Sam 3.

 

Duke Nukem 3D – 1996

Udvikler: 3D Realms

 

Serious Duke 3D – 2019

Udvikler: NSkuber og Syndroid