DEN BEDSTE ANIMEREDE SINBAD

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

Ugens anbefaling: Sinbad – Legenden fra de syv have (2003)

”Who’s bad? Sinbad!”

I 2003 udkom Sinbad – Legenden fra de syv have, Dreamworks’ udgave af den klassiske fortælling om søfareren Sinbad, der blandt andet er kendt fra 1001 nats eventyr. Det var en film, Jeffrey Katzenberg havde haft lyst til at lave, allerede da han var en del af Disney, men som han så tog med sig, da Dreamworks blev dannet i 1994.

Filmen kombinerer klassisk håndtegnet animation og computeranimation, og det fungerer forrygende godt, når personerne, der alle er håndtegnede, møder kæmpemæssige monstre, der virker særligt overnaturlige med deres glatte, nærmest lysende, computeranimation.

Rænkemageren Eris

Sinbad er en pirat, en værre bandit, der sejler på de syv have og røver løs. Men faktisk er hans og hans stab klar til at lade sig pensionere og leve resten af livet i sus og dus på Fiji. De skal bare lave et sidste rov, og det skal være at stjæle Fredens Bog.

Den befinder sig på en galej, som viser sig at være styret af Prins Proteus, arving til Syracuse og tidligere bedste ven til Sinbad.

Deres veje skiltes 10 år før, men de har stadig varme følelser for hinanden, selv om det giver lidt knas i forholdet, at Sinbad vil stjæle bogen. De er dog hurtigt nødt til at danne fælles front mod en større fjende, nemlig sømonstret Cetus, som kaosgudinden Eris sender efter dem.

Hun har nemlig gang i en omfattende rænke, og hun vil udnytte den griske og selviske Sinbad til at opnå sit mål. Tilbage på Syracuse er bogen kommet trygt i havn, og her udgiver Eris sig for at være Sinbad. Hun stjæler bogen og giver ham skylden. Sinbad bedyrer sin uskyld, og Proteus tror på ham. Så Sinbad får 10 dage til at skaffe bogen tilbage, og hvis ikke han gør det, må Proteus lade livet i stedet for Sinbad.

Kvinden redder dagen

Da Sinbad tager af sted med sine mænd og sin trofaste hund Spike, får han endnu en gæst på sit skib – nemlig Marina, Proteus forlovede, og hun viser sig at være handlekraftig og kløgtig.

I en forrygende scene er hun – udover hunden – den eneste, der ikke lader sig forblænde af sirener, og hun redder hele mandskabet, så de trygt kan finde hen til kanten af jorden – den i øvrigt flad! – det er nemlig på den anden side, at Eris holder til, og det er her, de håber at få fat i Fredens Bog.

Det er en vanvittigt flot film. Gudinden Eris flyder ind og ud af fast form hele tiden, havet og landskaberne er storslåede og fantastiske, monstrene skræmmende og imponerende. Samtidig er den ikke alt for klichefyldt – og musikken Harry Gregson-Williams smægtende, men blottet for musicalnumre, hvilket vi er en del, der er glade for.

Dansk chefanimator

Det er nogle store stjerner, der lægger stemme til de forskellige roller. Brad Pitt er Sinbad, Catherine Zeta-Jones herligt bidsk og charmerende som Marina, Michelle Pfeiffer er en sexet og farlig Eris, og Joseph Fiennes den ordentlige og tillidsfulde prins Proteus.

Det er den danske tegner Jakob Hjort Jensen, der var chefanimator på Sinbad, og selv om figuren af udseende ikke ligner Brad Pitt, så prøvede tegneren at efterligne skuespillerens mimik og gestikulationer, så man alligevel kan fornemme, at det er ham – Sinbad bruger derfor sine hænder meget, når han taler. Ligesom Brad Pitt også gør.

Filmen fik desværre under middelkarakter af anmelderne, og den klarede sig ikke særligt godt i biograferne, heller ikke hjemmebiografen.

Det var på baggrund filmens kommercielle flop, at Dreamworks helt valgte at stoppe med at lave håndtegnet animation. Derudover blev Sinbad – Legenden fra de syv have også kritiseret for at hvidvaske historien om søfareren, der oprindeligt er araber, men nu er sicilianer på græsk eventyr.

Masser af Sinbad-film

Som tidligere nævnt er der lavet utroligt mange udgaver af Sinbads eventyr på film og tv. I 1935 lavede Ub Iwerks (der skabte Mickey Mouse sammen med Walt Disney) en kort tegnefilm, Sinbad the Sailor, hvor Sinbad blandt andet bruger sin turban som faldskærm. Årets efter mødte den ligeså formidable animerede sømand Skipper Skræk Sindbad i halvtimes-filmen Popeye the Sailor meets Sinbad the Sailor, et ret forrygende møde instrueret af Dave Fleischer.

Hanna-Barbera lavede en hel serie om Sinbad Jr. and his Magic Belt i 60’erne, og den dygtige tjekkiske instruktør Karel Zeman stod også bag en tegnet udgave i 1974 med Adventures of Sinbad the Sailor.

I 2000, tre år før Dreamworks’ udgave, udkom Sinbad: Beyond the Veil of Mists, som var den første computeranimerede spillefilm, der er skabt udelukkende med brug af motion capture. Blandt andet Brendan Fraser, Leonard Nimoy, John Rhys-Davies og Mark Hamill lagde stemmer til – desværre kan det ikke redde filmen, der er intet mindre end rædselsfuld. Den ligner et dårligt computerspil, selv for sin tid.

Så er der de Sinbad-film, som Ray Harryhausen lavede stop-motion til: Sinbads 7. rejse (1958), Sinbads gyldne rejse (1973)og Sinbad og tigerens øje (1977), hvor der blandt andet kæmpes mod en kyklop, den seksarmede gudinde Kali og en troglodyt.

Selveste Douglas Fairbanks Jr. charmerer sig derudad i Sinbad the Sailor i 1947, og Howard Hughes lavede sin Son of Sinbad i 1955, hvor blandt andet Vincent Price gav den som den tyrkiske poet Omar Khayyám.

Og alle disse titler er kun en brøkdel af, hvad der findes derude. Men et godt sted at starte er med Dreamworks smukke og sjove udgave, der kan streames på Netflix.