På YouTube kan man lige nu se tre små kortfilm, som Pixar har produceret. Det er en del af deres nye talenteksperiment, der hedder SparkShorts, hvor alverdens animationsfolk får en pose penge og lov til at lege.
Der kommer yderligere tre kortfilm, men indtil nu er der kommet tre, og de hedder Purl, Smash and Grab og Kitbull.
Purl handler om et garnnøgle, der bliver ansat på det testosteron-tunge kontor ”B.R.O. Capital”. Det lyder temmelig gakket, men den lever måske ikke helt op til forventninger, og er grundlæggende en slet skjult kritik af kønsdiskrimination. Man skal dog ikke forvente børnevenlige kortfilm a la dem, vi er blevet forvænt med at se inden Pixars spillefilm. Den er temmelig voksen i sprog, indhold og problematik. Ikke at der er noget i vejen med det, det er faktisk dejligt befriende. Og så så er garnnøglet virkelig flot lavet, det har en meget realistisk stoflighed, der træder frem på skærmen.
Måske den svageste af de indtil videre tre film.
Langt mere flot og medrivende er Smash and Grab, en historie om to robotvenner, der er knyttet sammen af et endeløst dronearbejde, hvor de fyrer op i et slags tog. Det er barske arbejdsvilkår, og deres venskab er udfordret under det. Men én af dem opdager, at livet kan byde på mere end det monotone slavearbejde, og den satser alt på, at de to kan slippe for deres kår. Den fungerer på en fremmed planet, og visuelt er den beslægtet med Wall-E, men alligevel helt sin egen og meget smuk.
Den nyeste af det korte film, er Kitbull, der handler om en killing og en hund. Men stik imod kutyme, så er killingen en arrig lille satan, mens hunden, en pitbull, er godmodigheden selv. Det er et umage venskab mellem den hjemløse missekat og den misrøgtede hund, og jeg bebrejder dig ikke, hvis du kniber en tåre. Den har et håndtegnet udtryk og baggrundende er nærmest porøse og udtværede. Det fungerer rigtig godt, og så er især killingen en sjovt udseende kat med store øjne og strithår – sådan mindes jeg ikke at have set det dyr tegnet før.
Der kommer yderligere tre film på YouTube, der hedder Float, Loop og Wind. Og så er planen, at der på den kommende streamingtjeneste Disney+ vil blive lavet endnu flere af disse legesyge kortfilm.
Herfra krydses der fingre for, at det sker.