Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: The Spiderwick Chronicles

Man har nærmest kunne fodre svin med børne- og familiefantasy-bøger og ditto filmatiseringer siden Harry Potters massive succes, men det er absolut ikke alle, der er værd at bruge tid på. For nyligt så jeg den 10 år gamle film The Spiderwick Chronicles (Spiderwick-fortællingerne) for første gang uden at have nogen som helst forventninger til den – men jeg blev heldigvis positivt overrasket!

Er den et mesterværk? Nej. Men det er en alletiders familiefilm, som jeg ved, jeg selv ville have elsket som barn – men også nød meget som voksen. Den giver mindelser om nogle af de klassiske fantasy-familiefilm som Gremlins (Dante, 1984) og Jumanji (Johnston, 1995), for ud over at være et actioneventyr, har den både humor og kant – mange af de magiske væsner er faktisk ret blodtørstige og farlige!

The Spiderwick Chronicles er instrueret af Mark Waters, der blandt andet står bag teenage-tøse-klassikeren Mean Girls (2004) og senere de noget mere tvivlsomme værker Vampire Academy (2014) og Bad Santa 2 (2016). Filmen er baseret på en amerikansk bogserie af samme navn af Tony DiTerlizzi og Holly Black. Det første bind kom i 2003, og eftersom bøgerne er ret korte, trækker filmens plot på flere af dem, samtidig med at den har en fornuftig spilletid på godt halvanden time. Det kunne godt give en lidt rodet historie, men det fungerer og giver en eventyrfilm med fuld fart over feltet.

DOBBELT OP PÅ FREDDIE HIGHMORE

I 00’erne havde Freddie Highmore virkelig en fornem karriere som barnestjerne med film som Finding Neverland (2004) og Charlie og Chokoladefabrikken (2005), og også i The Spiderwick Chronicles er han fantastisk overbevisende i dobbeltrollen som de identiske tvillinger Jared og Simon, der trods det ens ydre har meget forskellige personligheder. Simon er den gammelkloge og lidt forsigtige, mens Jared er lidt af en hidsig ballademager, der altid får skylden, når noget går galt – også når han er uskyldig. Highmore spiller dem så fint og charmerende, at man faktisk tror på, de er to vidt forskellige drenge.

Sammen med deres mor (Mary-Louise Parker) og storesøsteren Mallory (Sarah Bolger), flytter de ind i grandtante Lucindas forfaldne hus, der ifølge drengene ”lugter af gamle mennesker” og er blevet glemt af tiden.

Især Jared er skeptisk over for flytningen, for han savner sin far og kan ikke forstå, hvorfor forældrene skal skilles. Han får dog andet at bekymre sig om, da han finder en skjult køkkenelevator i væggen, der fører op til et hemmeligt kontor fyldt med mærkværdige ting – deriblandt en bog, skrevet af deres grand-grandonkel, med titlen Arthur Spiderwicks Felthåndbog. Bogen er udstyret med en håndskrevet, grum advarsel om død og ødelæggelse, men selvfølgelig forhindrer det ikke Jared i at læse den – og så er vi i gang.

OVERBEVISENDE CGI-VÆSNER MED STJERNESTEMMER

I huset bor også den lille honningglade brownie Thimbletack (med stemme af Martin Short), og han er ret så bitter over familiens indflytning og især Jareds fund af bogen, som Thimbletack havde svoret at beskytte. Felthåndbogen rummer nemlig uanede mængder af hemmelige informationer om det fantastiske skjulte rige og dets væsner – dødsensfarlig viden i de forkerte hænder.

Og desværre er de omgivet af forkerte hænder! Huset er nemlig omringet af små arrige goblins anført af Red Cap (med stemmecameo af Ron Perlman), der arbejder for den onde trold og formskifter Mulgarath (det er faktisk Nick Nolte under de store mængder makeup!). De har fået nys om bogens tilvejebringelse og kidnapper derfor Simon, idet de tror, han er Jared. Med hjælp fra den lidt upålidelige, fuglespisende hobgoblin Hogsqueal (med stemme af Seth Rogen) prøver Jared at befri Simon, men Mulgarath lader ham imidlertid gå, så han kan skaffe bogen til ham.

Tvillingerne kommer i sikkerhed inden for den cirkel, der beskytter huset, og de får også overbevist Mallory om faren, da hun bliver angrebet af de arrige væsner i haven. Heldigvis er hun ikke en kliche på en selvoptaget, forfængelig teenagestoresøster, men faktisk en habil fægter med ben i næsen, så hun får slagtet et par af de små pestilenser, inden hun kommer i sikkerhed. De tre søskende er nu fanget i huset, omringet af goblins, der er styret af en led trold, der vil slå alt og alle ihjel for at få bogen – så nu er gode råd dyre!

Noget af det bedste ved The Spiderwick Chronicles er, at den ikke prøver at være meget mere end god familieunderholdning: action, sjov og ballade udstyret med troværdige figurer og vellykkede, overbevisende CGI-væsner. Der er selvfølgelige også lidt mere alvorlige emner som skilsmisse og forholdet mellem børn og forældre, men det bliver heldigvis ikke alt for moraliserende og alvorligt.

Og for en sikkerheds skyld – hav altid en masse tomatsovs klar på hylderne!

The Spiderwick Chronicles, 2008

Instruktør: Mark Waters

Hovedroller: Freddie Highmore, Nick Nolte, Mary-Louise Parker, Sarah Bolger, Joan Plowright, Seth Rogen, Martin Short

95 min.

Filmen kan streames på Netflix og Amazon Prime eller købes på blu-ray her.