Opdateret 12/3. Nyt foto nederst i artiklen.

Den 95-årige Stan Lee er tydeligvis omringet af folk, der misbruger hans navn og stjæler hans penge. Situationen er kaotisk og uigennemtrængelig. Rygterne har svirret på sociale medier de sidste par dage. I dag forsøger en artikel i “The Daily Beast” at give overblik – men hvem gør noget?

For syv måneder siden døde Stan Lees hustru og overlod den gamle redaktør og hans 67-årige datter til gribbene. Lee har brugt en stor del af sit seniorliv på at optræde ved fan-begivenheder og omkring ham er opstået en entourage af folk, hvoraf nogle har været ægte fans og ordentlige mennesker – mens andre tydeligvis har haft skumle motiver.

Journalisten Mark Ebner har været på sagen i et stykke tid og redegør idag i en meget grundig artikel for situationen. Alt tyder på, at den gamle mand er udsat for et regulært overgreb på såvel pengepung som ry og rygte. Han er involveret i et skummelt velgørenhedsfortagende, der samler penge ind uden at bruge dem, der bliver udskrevet falske checks på enorme beløb, handlet med ejendomme og udbetalt bestikkelser. Læs artiklen – det er omtrent ligeså indviklet og rigt på kulørte personer som en god Marvel-serie….det ubehagelige er bare, at det er virkelighed.

Stan Lee har i mange år arbejdet sammen med det Marvel, han var med til at bringe til tops, og han høstede 10 millioner dollars, da firmaet blev solgt til Disney. Men han har også optrådt selvstændigt, lavet nye firmaer og figurer – som f.eks. Stan Lee’s Mighty Seven, en tegnefilm, hvor han selv optræder. Han har gæstet tonsvis af conventions, hvor fans har overfaldet ham – hvorfor han har haft en bodyguard, som også var en kammerat og ven. Han blev for nyligt fyret, muligvis af nye skumle typer, der har kuppet styringen og administrationen af Stan Lee.

Mens Black Panther-filmen indspiller millioner til Disney-selskabet er en af dens ophavsmænd og primus motorer således havnet i en fæl suppedas på sine gamle dage. Herfra skal derfor lyde en opfordring til cheferne på Disney: Tag affære og hjælp den gamle redaktør og hans datter med at komme ud af gribbenes kløer.

Opdatering: Dette billede er taget for ca. en måned siden: Stan Lee signerer plakater og andre effekter på kontoret, hvor hans POW NEWS og virksomhed drives. Han var kortvarigt forbi efter en periode med lungebetændelse, og billedet skal tydeligvis illustrere, at alt er godt og at man sagtens kan købe produkter. Men hvem kører butikken lige nu? Websitet therealstanlee lader som ingenting.

I mellemtiden er Kevin Smith i aktion – problemet er bare, at han – der ellers har en direkte linie til Stan Lee – ikke kan få fat i ham (siger han på twitter 7.marts: “I’ve been trying to reach you on all the numbers I have for you but none of them work anymore.” ) Og at Kevin Smith kører for lavt blus pga sit nylige hjerteanfald.