Jeg har lige publiceret en kort anmeldelse af STAR WARS VIII: THE LAST JEDI – en film, som jeg er meget glad for. Jeg har allerede hørt mange kloge folks kritikpunkter, men de kan ikke ændre på, at jeg kom så glad ud af CinemaxX, at jeg ikke kunne begynde at lede efter svagheder.

Men faktisk er det nu præcis 40 år siden, jeg publicerede min første Star Wars-anmeldelse. Filmen havde ikke haft premiere endnu, den kom først 7 måneder efter hos os. Men jeg havde set den til en forkørsel, og dengang skrev man ikke under på nogetsomhelst om ikke at skrive eller spoile eller bare twitte inden premieren.

Det var i mit eget blad FILMSAMLEREN, hvor vi anmeldte super 8 film – så anmeldelsen er både en hyldest til denne splinternye film, som jeg forsøger at formidle – og det lille klip, der var kommet på super 8.

Den kommer her – som den blev trykt i kontoroffset, skrevet ind på en gammel skrivemaskine af mærket Olympia.

Bladet havde dog ikke Star Wars på forsiden – men derimod en anden og på det tidspunkt større kioskbasker, nemlig Raquel Welch i One Million B.C., som dette nummer af Filmsamleren indholdt en grundig anmeldelse af, skrevet af Erwin Neutzsky-Wulff.

 

 

 

FAKTA

FILMSAMLEREN

Filmblad om super 8 – udgivet fra 1975-84

Medredaktør var Stig Nielsen, og blandt de mange bidragydere folk især Erwin Neutzsky-Wulff, Nicolas Barbano, Thomas Bøhling, Walther Knudsen, Freddy Milton, Hans-Kristian Pedersen og mange andre.