Jeg er kæmpe fan af Star Wars, og har været det siden mine brødre viste mig A New Hope for mange, mange år siden. Da jeg blev 19 og ville have en tatovering, vidste jeg da også hvad motivet skulle være – rebellernes insignia lige på min læg. Har aldrig fortrudt.

Så det er klart at hver gang der viser sig noget Star Wars relateret, er jeg nærmest på med det samme. Legetøj, t-shirts, sko – hvad end det er køber jeg det gerne, og nu ser det ud til at jeg er nødt til at bruge penge på Star Wars igen.

Gamingudstyrsfirmaet Razer har netop lanceret et Star Wars-tematiseret gaming-set bestående af en musemåtte, en mus og et TKL (TenKeyLess) keyboard med Stormtroopers på. Det er selvfølgelig holdt i sort/hvid, og de har bevaret designet fra de gammeldags Stormtroopers, hvilket taler til mit nostalgiske Star Wars hjerte.

Men det bliver selvfølgelig ikke billigt.

Razer Atheris Wireless Mouse – Stormtrooper Edition er sat til 69.99 Euro hvilket svarer til ca. 522 kr.

Goliathus Extended Gaming Mouse Mat – Stormtrooper Edition koster 39.99 Euro, som er ca. 300 kr.

Razer BlackWidow Lite Silent Mechanical Keyboard – Stormtrooper Edition står til 109.99 Euro som er hele 820 kr. og det betyder altså at hvis man ønsker at eje hele sættet, skal man punge ud med omkring 1642 kr. og det er ikke ligefrem småpenge.

I 20 år har LEGO nydt godt af samarbejdet med Star Wars universet, og det er tydeligvis den vej Razer gerne vil have det skal gå. Men gamerne verden over er kræsne, og oftest er der et allerede eksisterende gaming setup som udstyret skal passe ind i. Hvis jeg selv ender med at punge ud, ved jeg da at jeg skal have lavet om i min RGB-LED farvesammensætning i hvert fald.

Star Wars Stormtrooper Edition Peripherals

Kan bl.a. købes fra Razers britiske onlinebutik.