STEEN OG STOFFER – DA MAGIEN FORSVANDT

Steen & Stoffer var et af de tegneseriealbum, der stod i mine forældres reol. Sammen med Prins Valiant, Elverfolket, Asterix og Gammelpot.

Jeg har godt nok på fornemmelsen, at Steen & Stoffer sneg sig ind i samlingen på grund af min storebror. Han var lidt en Steen-type, og min mor, som var hende, der købte tegneserierne i min barndom, havde sikkert glæde af at læse historierne om den kropumulige og alligevel elskelige lille rod med tøjdyret.

De små striber sprudlede af livlig fantasi, og jeg drømte om en Stoffer i mit liv. Jeg var selv et meget indelukket barn. Jeg holdt mig til bøgernes, filmens og musikkens verden. Min fantasi fejlede intet, men jeg misundte Steen hans udadvendte energi.

Ikke at han var populær, han var stadig en enspænder, men han havde en ukuelig selvtillid og hvilede i sig selv.

Føltes som latterliggørelse

Desværre mistede jeg lysten til at genlæse tegneserierne, da jeg faldt over et interview med skaberen Bill Watterson, der ellers er notorisk kendt for at være uvildig til at give interviewes.

På den offficielle Steen og Stoffer-side siger Watterson at han var en ret rolig, velopdragen dreng – nærmest det helt modsatte af Steen.

Det ødelagde tegneseriens magi for mig.

Jeg har altid forestillet mig, at Watterson blev direkte inspireret af sin egen barndom. At det var en én til én-fortælling. At han havde haft transmogriffere, duplikatorer, monstre under sengen og bygget horder af snemennesker, for ikke at tale om en tøjtiger som bedste ven.

At han var en overfølsom, kreativ unge, der drømte sig væk i rummet i den kedelige undervisning, lavede meningsmålinger i forhold til sin fars popularitet og kunne lokkes til at spise klam aftensmad ved at få at vide, at det var noget endnu klammere end bare kogt rosenkål.

Da jeg læste, at Bill Watterson bare havde opdigtet det hele, følte jeg, at han gjorde grin med Steen. Med mig, der misundte ham. Og med alle de, der spejlede sig i ham.

Det har jeg svært ved at tilgive. Og det gør, at jeg læser striberne i et andet lys.

Det er ikke længere en kærlig gengivelse, men noget, der bliver peget fingre af – som om, det er meningen, vi skal grine AD Steen og ikke med ham…

Drømmebarnet Steen

Apropos grine, så ler mine kollegaer ad mig, fordi jeg kom med den tilståelse, at jeg lidt drømmer om en dag at få et barn som Steen.

Jeg har altid tænkt, at det største problem med ham, var hans fantasiløse forældre.

Trods hans mange dårlige karaktertræk – egoisme, dovenskab, alt for strid ved Sussi – så er han også kærlig. Og sjov. Og det er nogle af de ting, jeg sætter størst pris på hos andre mennesker.

Hvis han blev mødt af en forælder, der så tingene fra hans side af, så tror jeg, hans narrestreger ville have været meget mere konstruktive end destruktive.

Men jeg ved ikke, om vi kommer til at læse Steen & Stoffer sammen…